07. maj 2026
56 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

GN/CFO: Valg af aktietilbagekøbsprogram er resultat af dialog med investorerne

GN/CFO: Valg af aktietilbagekøbsprogram er resultat af dialog med investorerne

GN løftede i onsdagens regnskab for første kvartal sløret for, at aktietilbagekøb bliver den foretrukne udlodningsform til aktionærerne efter salget af Hearing-forretningen til Amplifon.

Og det sker efter ønske fra investorerne, lyder det fra GN-ledelsen.

Den aftale pris for frasalget overstiger den samlede nettogæld i det danske selskab, som derfor selv efter gældsnedbringelse og investeringer i den tilbageværende forretning også vil stå tilbage med overskydende kapital, som skal sendes tilbage til aktionærerne.

Og det bliver i form af aktietilbagekøb, som formentlig i første omgang bliver på omkring 1 mia. kr., fortæller Søren Jelert, der er finansdirektør hos GN.

- Der er mange måder at gøre det på. Vi spurgte investorerne om, hvilken form vil de foretrække, og den klare tilbagemelding har været aktietilbagekøb. Det er den foretrukne rute, og det vil vi naturligvis lytte til, siger han til MarketWire.

GN har ifølge sine vedtægter en fast ret til at tilbagekøbe egne aktier op til en grænse på 10 pct. af aktiekapitalen.

I dag sidder selskabet på egne aktier svarende til omtrent 3,5 pct. af aktiekapitalen. Det efterlader altså cirka 6,5 pct.

Det svarer med samlet omkring 151 mio. udestående aktier til tæt på 10 mio. aktier, som med den aktuelle kurs vil give mulighed for et aktietilbagekøb på lige omkring 1 mia. kr.

Men det er heller ikke, fordi GN nødvendigvis har tænkt sig at stoppe der, fastslår Peter Karlstromer, der er administrerende direktør for selskabet.

- Vi har intentioner om at starte det her efter lukningen af salget. Vi fortsætter med at få feedback fra investorerne. Det her er en intention om retningen, og så vil vi fortsætte snakken med aktionærerne bagefter, siger han til MarketWire.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,8
Baseret på 10 anmeldelser