Historisk interesse for bæredygtige aktier
14. jul. 2021 kl. 10:39
7877 visninger

Historisk interesse for bæredygtige aktier

500 mio. kroner: Investorernes interesse for Sydinvest Bæredygtige Aktier har været historisk høj for en aktiefond i Sydinvest.

Knap en halv milliard kroner på 4 måneder. Så meget har investorerne valgt at investere i Sydinvest Bæredygtige Aktier, siden fonden blev lanceret i slutningen af marts måned. Dermed er den en af de hurtigst voksende fonde i Sydinvests historie.

Stærke afkast

Udover den store interesse fra investorerne, er Sydinvest Bæredygtige Aktier også kommet rigtigt godt fra start. Fonden har præsteret et afkast på 9,6 % siden lanceringen (pr. 13.7.2021) og har samtidig slået sit benchmark i 2. kvartal grundet en god aktieudvælgelse. Inden for finans har vores fokus på børser og handelsplatforme givet pote. Disse har nogle af de stærkeste og mest stabile forretningsmodeller inden for finans, og samtidig scorer de godt på ESG-mæssige forhold. 

"Fonden har præsteret et afkast på 9,6 % siden lanceringen (pr. 13.7.2021) og har samtidig slået sit benchmark i 2. kvartal"

En anden årsag til vores merperformance skal findes inden for industri, hvor vores investeringer i amerikanske Generac og Evoqua har været hovedforklaringerne. Sidstnævnte leverer udstyr til rensning af både spilde- og drikkevand. Evoqua står til at vinde på Biden-administrationens planer om både at øge investeringerne inden for vandinfrastruktur og samtidig stille strengere krav til mængden af skadelige stoffer i drikkevand.

Interessante selskaber på ønskelisten

Vi har bygget en portefølje, som vi mener er godt rustet til fremtiden, da den består af selskaber med stærke konkurrencemæssige fordele, som samtidig har eksponering mod strukturel vækst inden for en række forskellige områder. Desuden er porteføljen positioneret godt i forhold til øget miljømæssig regulering og den generelle trend mod øget bæredygtighed. 

Dette bliver særlig vigtigt over de kommende år, da reguleringen på området til stadighed bliver hårdere. Den største udfordring for os lige nu er, at mange af selskaberne inden for det miljømæssige område er blevet forholdsvis dyre. Vi har derfor opbygget en liste over selskaber på området, som vi finder interessante, men hvor vi afventer en priskorrektion, før vi køber. Det er typisk mindre eller mellemstore selskaber med en stærk vækstprofil, vi har i kikkerten.

Kvalitetsselskaber med stærke ESG-profiler

Vi lancerede Sydinvest Bæredygtige Aktier ultimo marts. Porteføljen har et stærkt fokus på selskaber, som rangerer højt på ESG - E (miljø), S (sociale forhold) og G (god selskabsledelse), og de skal samtidig have en solid forretningsmodel med et sundt indtjeningsgrundlag. 

Vi har primært forsøgt at danne en portefølje bestående af kvalitetsselskaber med stærke konkurrencemæssige fordele til en fornuftig pris. Herudover rangerer porteføljen naturligvis stærkt på ESG, og dens CO2-udledning er væsentligt lavere end markedets. For at sætte baren for bæredygtighed højt er vi ved at ansøge om at blive en svanemærket investeringsfond.

For Sydinvest af seniorporteføljemanager Michael Thomassen, Sydbank

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 35 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig