07. aug. 2025 kl. 12:47
86 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Jyske Bank: Håb om fredsaftale mellem Rusland og Ukraine ...

Rockwool har sammen med de europæiske bygge- og konstruktionsaktier lagt sig i front torsdag.

Fremgangen falder sammen med meldinger om, at USA´s præsident, Donald Trump, inden for få dage vil mødes med den russiske pendant Vladimir Putin. Det har fået markedet til at spekulere i, om det kan føre til en våbenhvile i krigen mellem Rusland og Ukraine.

For isoleringskoncernen Rockwool byder torsdag på et plus på 4,3 pct. til 291,95 kr., og ude i Europa er der fremgang til isoleringskonkurrenten Saint-Gobain på 3,1 pct. til 96,42 euro, og murstensproducenten Wienerberger stiger 9,6 pct. til 32,08 euro.

Også kabelproducenten NKT går frem med 3,2 pct. til 551,75 kr.

- Der skal ske en genopbygning af hele infrastrukturen i Ukraine, og det vil sætte gang i konstruktionsaktiviteten. For sektoren som helhed og og infrastrukturinvesteringer vil det være positivt, siger Jyske Banks aktieanalytiker Janne Vincent Kjær, der blandt andet dækker Rockwool, til MarketWire.

Hos Sampension bemærker aktiechef Philip Jagd også, at en fredsaftale i Ukraine vil gøre godt for de europæiske aktier.

- En fredsaftale mellem Ukraine og Rusland bør alt andet lige være positivt for europæiske aktier. Ved at lægge en dæmper på energipriserne kan det løfte selskaber med store energiomkostninger, ligesom selskaber inden for råvarer, byggeri, infrastruktur, transport og finansiering vil nyde godt af udsigten til genopbygning af Ukraine og udvikling af Europa - også uden for forsvarsområdet, siger han i en kommentar.

Netop Rockwool har med sin produktion af stenuldsisolering store energiomkostninger. Lavere energipriser og en voksende efterspørgsel fra genopbygningen kan således kædes sammen med fremgangen torsdag.

Samme betragtning gør man sig hos amerikanske Jefferies. Her skriver cheføkonom og strateg Mohit Kumar, at en fredsaftale understøtter blandt andet bygge- og anlægsrelaterede sektorer.

Undersektoren for entreprenøraktier i det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 stiger 1,6 pct. torsdag eftermiddag.

Mens en fredsaftale gør godt for bygge- og konstruktionsaktierne, fjerner det noget af glansen fra forsvarsaktierne, der blandt andet for tyske Rheinmetall har ført til astronomiske stigninger.

Netop Rheinmetall har torsdag fremlagt et regnskab med rekordhøjt salg og indtjeningen, men dog i underkanten af markedets forventninger. Forventningerne blev samtidig fastholdt, mens nogle i markedet havde håbet på mere.

Rheinmetall sætter sig 4,9 pct. til 1697 euro, italienske Leonardo bakker 6,0 pct. til 46,67 euro, og britiske BAE Systems viger 4,1 pct. til 1782,50 pence.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her