Kunsten at slippe kontrollen og være sig selv

I løbet af en lang karriere som tv-vært har Peter Ingemann lært at mestre det uventede. At improvisere, forfølge nye vinkler og være til stede i øjeblikket – også når det hele går skævt.

Men så enkelt er der selvfølgelig ikke noget, der er. Og nøglen til Peters naturlighed på skærmen er dages research og forberedelse. At være fri i øjeblikket kræver benhårdt arbejde.

”Hvis du sidder over for opsendelseschefen i en rumhavn i Fransk Guyana, så har du brug for at have styr på dine fakta. Du bliver nødt til at have en mental hylde med viden, du kan plukke fra. Og det er altså ikke noget man kommer sovende til.”

For rullende kamera

Uanset om Peter interviewer forskere,rigmænd, sportsfolk eller manden på gaden, insisterer han på minimal iscenesættelse. Og første gang han møder sine interviewpersoner er det næsten altid for  rullende kameraer. Som seer oplever man situationen, som Peter oplever den. Samme nervøse grin. Samme akavede stilheder. Det handler om at skabe naturlige reaktioner, og det kræver, at man som vært tør ofre sin forfængelighed.

”Når jeg kommer til at sige ’rain worm’ eller ’hitting the cat off the tønde’ i et interview, så ved jeg godt, at min teenagedatter synes, jeg er dybt pinlig. Men jeg ved også, at det får seerne til at slappe af, fordi de ser, at jeg også bare er et menneske. Selvironi og humor virker afvæbnende, og så åbner det en ladeport for, at jeg kan fylde viden og vitaminer i mit program uden at kede seeren ihjel,” griner han.

Mennesket i centrum

I ”Størst” turnerer Peter verden rundt i jagten på det største, vi mennesker har skabt. Trods sine midtjyske rødder er han ikke bleg for at lade sig imponere af enorme byer, fly, diamantminer eller rumhavne. Men i sidste ende er ’det store’ kun en undskyldning for at dyrke ’de små’ historier.

”Attraktionerne er rygraden i programmet. Men menneskene, jeg møder, er hjertet, lungerne og hjernen. Uanset hvilket program jeg laver, så er det altid det menneskelige, der er omdrejningspunktet. Det er det, jeg brænder for, og hvis mine programmer skal blive gode, er jeg nødt til at brænde for det,” fortæller han.