17. mar. 2026 kl. 10:48
32 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mærsk/Jyske Bank: Voksende Kina-eksport tyder på et volumenmæssigt stærkt kvartal

Mærsk/Jyske Bank: Voksende Kina-eksport tyder på et volumenmæssigt stærkt kvartal

A.P. Møller-Mærsk har formentlig gang i et særdeles stærkt første kvartal målt på volumen, da væksten i den kinesiske eksport har fart på.

Det vurderer Haider Anjum, senioranalytiker i Jyske Bank, i et notat.

- Ikke nok med, at de kortsigtede dynamikker peger i retning af fortsat stigende fragtrater, så viser data fra Bloomberg samtidig, at eksportvæksten ud af Kina fortsætter i et ufortrødent højt tempo, skriver senioranalytikeren.

Ifølge Bloombergs data er eksporten ud af Kina steget 14 pct. målt mod samme tidspunkt for et år siden. Eksporten til Europa er vokset 20 pct., mens den til det øvrige Asien og Australien ligger 19 pct. højere.

- Vi ser det som en kombination af front-loading og omlægning af fragt i forsøget på at udnytte forvirringen omkring de amerikanske toldsatser, strukturel overkapacitet i Kina og det faktum, at kinesiske producenter har været ekstremt succesfulde med at få skippet varer afsted andre steder hen i verden end USA, lyder det.

Og for Mærsk tegner det således til at blive "et volumenmæssigt meget stærkt første kvartal", vurderer Haider Anjum, mens den seneste tids stigende fragtrater hjælper på indtjeningen ind i andet kvartal.

- Det er dog værd at understrege, at første kvartal volumenmæssigt historisk er det svageste kvartal grundet kinesisk nytår, mens vi samtidig bemærker, at eksporten ud af Kina til Europa er kommet ned i kadence siden krigen i Mellemøsten brød ud, skriver senioranalytikeren.

Spørgsmålet er, om den nedadgående volumentrend fortsætter ind i andet kvartal, skriver Haider Anjum.

- Den effektive kapacitet er i hvert fald reduceret, hvilket understøtter fragtraterne, men samtidig presses rederiernes evne til at løfte den øgede volumen fuldt ud, da flåden er bundet på længere ruter. En deeskalering af krigen i Mellemøsten vil være med til at normalisere fragtraterne og øge den effektive kapacitet, hvilket vil være en dobbelt negativ effekt for Ocean-forretningen, skriver senioranalytikeren.

- En fortsat eskalering fastholder den opadgående ratedynamik på kort sigt, men øger operationel risiko og risikoen for en global recession, der vil sætte sig i volumenerne, lyder det videre.

Mærsks b-aktie stiger tirsdag 1,6 pct. til 17.645 kr., og siden nytår er det gået frem med 20,5 pct. for aktien.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,7
Baseret på 209 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig