
Markederne genfandt fodfæstet
Efter et dramatisk forår med stor markedsuro fandt de finansielle markeder gradvist tilbage til et mere stabilt leje i løbet af sommeren.
16 visninger
Selvom usikkerheden ikke helt forsvandt, begyndte investorernes risikovillighed at vende tilbage hen over sommeren. Handelspolitik og politiske beslutninger har fortsat været centrale drivkræfter. Men hvor udmeldinger om toldsatser og handelsrestriktioner skabte voldsomme reaktioner i foråret, har fokus nu i højere grad rettet sig mod centralbankernes politik og selskabernes indtjening.
Dollarens svækkelse ændrer billedet for europæiske investorer
Den amerikanske dollar har i løbet af 2025 oplevet en markant svækkelse i forhold til euroen og dermed den danske krone, hvilket har haft stor betydning for danske investorers afkast.
Opgjort i lokal valuta klarede amerikanske aktier sig ganske pænt i løbet af sommeren, men når resultaterne blev omregnet til euro eller danske kroner, blev en del af gevinsten udvandet. Dermed blev valutakursen i sig selv en afgørende faktor for, om investeringerne oplevedes som succesfulde eller skuffende.

Årsagen til svækkelsen skal findes i en kombination af handelspolitiske usikkerheder, lavere vækstforventninger og udsigten til en mere lempelig pengepolitik i USA. Samtidig har stigende amerikansk gæld og svækket tillid til landets økonomiske styrke sat yderligere pres på valutaen. For danske investorer understreger udviklingen i valutamarkedet betydningen af at tænke valutarisiko ind i porteføljen.
Centralbankerne sætter tonen
Centralbankerne har i 2025 spillet en vigtig rolle for markedsudviklingen. I USA har den amerikanske centralbank, Fed, været afventende på trods af Trumps voksende pres. Men Fed valgte i september at indlede en forsigtig lempelse af den amerikanske pengepolitik som svar på en afmatning i arbejdsmarkedet. Der var dog ikke helt enighed i centralbanken, idet en af Fed-direktørerne stemte for en såkaldt dobbelt rentenedsættelse. Dette tolkes – sammen med andre signaler – som at denne rentenedsættelse ikke vil blive den sidste i 2025.
Samtidig har stigende amerikansk gæld og svækket tillid til landets økonomiske styrke sat yderligere pres på valutaen."
Fed balancerer dog på en knivsæg mellem ønsket om at støtte væksten og frygten for at puste til inflationen, som fortsat ligger over målsætningen, hvilket ellers normalt ikke vil tale for en rentenedsættelse.
Fortsat lempelig kurs i Europa
I Europa har Den Europæiske Centralbank fortsat en lempelig kurs. Årets fjerde rentenedsættelse skete i juni, men Den Europæiske Centralbank har siden forholdt sig afventende, da inflationen nu er tættere på målet. Samtidig er udsigten til store offentlige investeringer i flere europæiske lande begyndt at presse de lange renter op.
Denne kombination af kortsigtet lempelse og langsigtede spændinger har været med til at skabe en uensartet udvikling mellem de amerikanske og europæiske renter. Det har igen sat sit præg på obligationsmarkedet.
Aktiemarkederne genfinder styrken
Efter forårets turbulens, hvor geopolitiske spændinger og handelspolitiske tiltag havde skabt betydelig usikkerhed, genvandt aktiemarkederne fodfæste hen over sommeren.
I USA vendte stemningen hurtigt fra korrektion til fremgang, drevet af investorernes optimisme omkring vækstpolitik og fortsat investering i kunstig intelligens. Teknologiaktier, som tidligere var hårdt ramt af usikkerhed, førte an i markedets genopretning, og de største selskaber viste markant styrke.
Teknologiaktier, som tidligere var hårdt ramt af usikkerhed, førte an i markedets genopretning, og de største selskaber viste markant styrke."
Samtidig oplevede vækstaktier generelt større interesse, mens mere defensive sektorer kun i mindre grad fulgte med. Som nævnt blev det dog en blandet oplevelse for danske investorer, idet dollarens svækkelse udhulede kursstigningerne i amerikanske aktier.
Blandet stemning i Indien
På Emerging Markets blev kinesiske selskaber understøttet af en midlertidig afklaring i handelsforholdet med USA, samtidig med at optimismen omkring teknologisektoren spredte sig til både kinesiske og taiwanske selskaber.
I Indien var stemningen mere blandet. En momsreform, som på længere sigt forventes at gavne både virksomheder og forbrugere, blev overskygget af nye handelspolitiske tiltag fra USA, hvilket dæmpede optimismen blandt investorerne.
Politiske initiativer understøttede stemningen i Europa
I Europa var billedet mere afdæmpet, men dog positivt. Politiske initiativer som investeringspakker rettet mod infrastruktur og industri har bidraget til at understøtte markedsstemningen.
Danske industri- og finansvirksomheder viste generelt solid fremgang, mens sundheds- og forsyningssektoren fortsat var udfordret. Ørsted tiltrak stor opmærksomhed med en omfattende kapitaludvidelse samt efterfølgende meldingen om en stop‑work‑ordre fra den amerikanske regering på det næsten færdigbyggede Revolution Wind-projekt. Det svækkede tilliden til selskabet og resulterede i store fald på Børsen.
Fondsdirektørens forventninger:
Stabilisering giver nye muligheder
Efter en periode præget af markedsuro har sommerens stabilisering givet et mere solidt fundament for investorerne.
Centralbankernes mere lempelige politik har skabt en bund under markederne, men samtidig betyder de forskellige udviklinger i USA og Europa, at investorer må forholde sig til meget forskellige scenarier på tværs af regioner.
I USA har faldende renter understøttet både stats- og virksomhedsobligationer, mens investorer i Europa afventer, hvordan offentlige investeringspakker og lavere styringsrenter vil spille ind på længere sigt. Kreditmarkedet byder fortsat på attraktive muligheder, særligt i segmenter med stabile kreditspænd, hvor risiko og afkast stadig fremstår balanceret.
Massive politiske investeringer i Europa
På aktiemarkederne er optimismen primært drevet af teknologi og andre vækstsektorer, men udsving kan hurtigt opstå, hvis inflationsforventninger eller geopolitiske begivenheder ændrer investorernes risikovillighed. Flere lande i Emerging Markets kan fortsat nyde godt af en svækket dollar og en mere stabil global risikostemning, men lande med stor eksportafhængighed af USA vil fortsat være sårbare over for ændringer i handelspolitikken.
Samtidig fremstår det europæiske aktiemarked som et positivt fremadskuende element, understøttet af massive politiske investeringer og strukturel vækst, hvilket giver attraktive muligheder for diversificering og langsigtet afkast.

Valutamarkedet vil forblive en central faktor for investorernes samlede afkast. For danske investorer kan dollarens udvikling i høj grad være en faktor, der kan vende billedet fra fremgang til skuffelse.
Balance mellem risiko og afkast
Forudsætningerne for fornuftige afkast i resten af 2025 er bestemt til stede, men kortsigtede udsving må fortsat forventes. Med sommerens stabilisering som udgangspunkt er markederne godt positioneret for et positivt efterår, men balancen mellem risiko og afkast kræver fortsat stor opmærksomhed. Som altid forbliver det en fordel at være diversificeret på tværs af investeringstyper, sektorer og regioner.