
Investeringsmarkederne
Med Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus i januar blev der hurtigt skabt markante bevægelser i markederne. Trumps protektionistiske politik, herunder hans brug af toldsatser, har givet anledning til bekymringer for den globale handel og vækst.
29 visninger
Starten af året har på næsten alle ledder og kanter været præget af USA's præsident, Donald Trump. Efter et par måneder med flere markante udmeldinger om bl.a. NATO og Grønland chokerede Donald Trump i starten af april de finansielle markeder med en offentliggørelse af nye omfattende toldsatser på alle USA’s handelspartnere. Det betød store fald på aktiemarkederne, hvor især de store teknologiselskaber blev hårdt ramt.
Knap en uge senere blev den amerikanske tolds ikrafttræden dog udsat, hvilket førte til historiske kursstigninger på aktiemarkederne.
Faldende inflation
Inflationen har overordnet set fortsat sin faldende tendens i årets første måneder, men udviklingen har været forskellig fra region til region. I USA er inflationen stadig nedadgående, men ligger fortsat over målsætningen for den amerikanske centralbank (Fed). Her har et stærkt arbejdsmarked og en høj forbrugsaktivitet bremset inflationsfaldet. Samtidig har Trump-administrationens skattelettelser og nye støtteordninger rettet mod amerikansk industri løftet forventningerne til den økonomiske vækst i USA.
I eurozonen ligger inflationen nu meget tæt på Den Europæiske Centralbanks (ECB) mål, men kerneinflationen – som ikke omfatter tal fra energi og fødevarer – viser fortsat en vis træghed.
Teknologiaktier, som tidligere har været markedsledende, er blandt de hårdest ramte, mens energi- og forsvarsrelaterede aktier har klaret sig bedre."
Forskellige udmeldinger fra centralbankerne
Centralbankernes udmeldinger har i 2025 været præget af forsigtighed. Fed har forholdt sig afventende i forhold til at vurdere effekterne af Trumps politikker. Men flere faktorer taler for en øget inflation i USA.
Fed har indtil nu holdt styringsrenten uændret i 2025, men markedet forventer en til to rentenedsættelser i anden halvdel af året, afhængigt af udviklingen i inflationen og væksten.
ECB har derimod ført en væsentlig mere lempelig pengepolitik. Således har EBC i 2025 sænket styringsrenten tre gange som en reaktion på lavere inflation og svagere vækst. Det forventes fortsat, at ECB vil sænke renten yderligere i løbet af 2025

Investorer søger mod statsobligationer
Den øgede politiske usikkerhed har sat sit præg på investeringsmarkedet. Obligationsmarkederne har i løbet af de første fire måneder af 2025 generelt været præget af faldende renter på de korte statsobligationer og en øget efterspørgsel efter sikre aktiver.
Således er de amerikanske statsrenter faldet, mens renterne på de 10-årige statsobligationer i Europa omvendt har været stigende på trods af ECB’s rentenedsættelser.
Volatile aktiemarkeder
De globale aktiemarkeder har oplevet betydelig volatilitet i starten af 2025, drevet af usikkerhed om amerikansk handelspolitik, renteudsigter og geopolitiske spændinger. Det amerikanske S&P 500-indeks har i årets første fire måneder svinget kraftigt og er samlet set faldet. Udviklingen er drevet af investorer, der har revurderet vækstudsigterne og indregnet risikoen for handelskonflikter.
Teknologiaktier, som tidligere har været markedsledende, er blandt de hårdest ramte, mens energi- og forsvarsrelaterede aktier har klaret sig bedre.
Den øgede politiske usikkerhed har sat sit præg på investeringsmarkedet.”
Europæiske aktier klarer sig
I Europa har aktiemarkederne klaret sig noget bedre. Den positive udvikling understøttes af mere stabile økonomiske nøgletal i eurozonen samt forventningen om massive investeringer i blandt andet europæisk infrastruktur. Dog lurer frygten for lav vækst og eksportfølsomhed på baggrund af usikkerheden i den amerikanske handelspolitik.
Danske aktier har ikke kunnet følge med de europæiske indeks. Det brede danske indeks faldt tilbage i årets første fire måneder, stærkt drevet af store toneangivende selskaber i både sundhedssektoren og forsyningssektoren, bl.a. Novo Nordisk og Ørsted.
Udviklingen på Emerging Markets har været blandet. I Fjernøsten har særligt Taiwan skuffet. Det skyldes primært landets store eksponering mod teknologiaktier, der – som tidligere nævnt – har været hårdt ramt.

Fondsdirektørens forventninger:
Global optimisme trods uro
Trods stor geopolitisk uro ser flere tendenser fortsat positive ud.
Selvom usikkerhed ikke er populært på markederne, er der grunde til at tro, at en stor del af risikoen allerede er indregnet i aktiekurserne.
Den faldende tendens i inflationen og centralbankernes mere lempelige retorik samt de politiske stimuli fra både USA og EU giver potentiale for stigninger på aktiemarkederne. I USA vil især små og mellemstore selskaber nyde godt af Trumps skattelettelser og støtteordninger. Samtidig kan de massive finansieringspakker i Europa og ikke mindst Tyskland generelt betyde store investeringer i europæiske selskaber. Man bør dog forvente større kursudsving i takt med, at handelskonflikter og politiske spændinger kan blusse op.

Forventning om rentefald trods politisk usikkerhed
Obligationsmarkederne kan komme under pres, hvis Trumps finanspolitik for alvor skubber til den amerikanske statsgæld. Det er fortsat vurderingen, at vi kan forvente en stabil og fornuftig udvikling, hvor de vestlige centralbanker forventes at lempe pengepolitikken en smule i løbet af året. Centralbankerne forventes dog at være mere afventende end tidligere, idet rentemarkedet i høj grad bliver påvirket af den politiske uro og usikkerhed.
Hold hovedet koldt – og hav is i maven
Det er vigtigt at huske, at markedsuro også kan åbne for nye muligheder – fx når aktier i veldrevne kvalitetsselskaber midlertidigt falder i pris, eller når der sker en korrektion i bestemte sektorer. I sådanne perioder kan tålmodige investorer med et langsigtet perspektiv drage fordel af attraktive indkøbsmuligheder, som på sigt kan styrke porteføljen.
For investorerne kan urolige markeder og global politisk usikkerhed hurtigt vække bekymring og medføre bekymring for opsparingen. Det er helt naturligt at føle en trang til at handle hurtigt for at beskytte sin opsparing. Men ofte er det netop i disse perioder, at det betaler sig at holde fast – og undlade at reagere. Det er som regel en god idé at se bort fra kortvarige udsving, da de sjældent påvirker det langsigtede resultat af investeringen.

Unikt indblik i verdens økonomiske maskinrum
Læs artikelDesuden er det naturligvis altid klogt at sprede risikoen
Desuden er det naturligvis altid klogt at sprede risikoen. Det er en god idé at investere i både aktier og obligationer – og samtidig sprede sine investeringer på flere lande og sektorer.
Det er vigtigt at have en klar investeringsstrategi og holde fast i den, også når markedet svinger. Historien viser, at tålmodighed og disciplin som regel belønnes. Det betyder, at investorer med fokus på langsigtet gevinst ofte kommer bedst
gennem perioder med usikkerhed.