ISS kunne mandag notere anden kursrekord i træk efter en dugfrisk købsanbefaling fra et amerikansk børshus.
Med i vejret gik flere af C25-indeksets cykliske aktier som Ambu, Vestas og GN - dog uden noget selskabsspecifikt fremme om selskaberne.
I den tunge ende var der pres på aktierne i A.P. Møller-Mærsk efter en god præstation i sidste uge, og også DSV og Novo Nordisk trak ned.
Samlet endte det danske C25-indekset 0,4 pct. lavere i 1895,32.
- Markedet er meget præget af, at det er en sommerferieuge. Vi kan se, at der er meget lav aktivitet derude, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
I fraværet af specifikke nyheder om de danske selskaber var det i stedet situationen i Mellemøsten, der satte dagsordenen på ugens første dag. Kampe i weekenden førte først til stigninger i oliepriserne, inden meldinger fra Iran om nye forslag tog toppen af stigningerne. Ud på eftermiddagen lød meldingen fra houthi-bevægelsen i Yemen, at man vil indføre en maritim blokade af Saudi-Arabien, og det sendte igen oliepriserne op.
Oliepriserne, der en overgang var over 90 dollar for en tønde, var ved dansk børslukketid i cirka 88 dollar.
ISS IGEN I REKORD
Servicekoncernen ISS havde en god start på ugen, hvor selskabet for anden handelsdag i træk satte rekord.
ISS fik genoptaget dækningen hos det amerikanske børshus Bank of America, der siger "køb" til aktien med kursmålet 334 kr.
Aktien lukkede 1,9 pct. højere i rekordkursen 294,80 kr.
For NKT var der inspiration af hente fra den italienske konkurrent Prysmian, der mandag morgen modtog en ordre til en værdi af omkring 41 mia. kr. på optiske kabler til datacentre.
Det sendte Prysmian op, og NKT fulgte med med et plus på 1,5 pct. til 918 kr.
Også i rødt endte Mærsk-aktierne efter en stærk udvikling i sidste uge. Her steg B-aktien 7,8 pct. på den fornyede uro i Mellemøsten.
Mandag sivede B-aktien i Mærsk 1,9 pct. til 16.230 kr. DSV fulgte med ned med et dyk på 1,7 pct. til 1665 kr.
DANSKE BANK TIL REVISION
Børshusene har haft aktien i Danske Bank under behandling, efter at storbanken fredag fremlagde sit regnskab for andet kvartal.
Overraskende stærke indtægter og en opjustering var dog ikke nok for markedet, der sendte aktien ned på dagen.
Hos både SEB og Nordea er man mere positivt stemt. Førstnævnte har forhøjet kursmålet til 410 kr. fra 390 kr., imens Nordeas kursmål for aktien nu er 405 kr. fra 380 kr. Begge børshuse siger "køb" til aktien.
Danske Bank tabte 1,3 pct. til 363 kr.
Entreprenørselskabet Per Aarsleff kunne mandag fortælle om en vundet kontrakt vedrørende udvidelsen af jernbanen ved Kalvebod til en værdi af 330 mio. kr.
Aktien satte sig 1,6 pct. til 742 kr.
Lundbeck afsluttede indrulleringen af patienter til sit fase 3-studie Deep Ocean med epilepsikandidaten bexicaserin. Resultater fra studiet ventes i fjerde kvartal af 2026 eller første kvartal af 2027.
Medicinalaktien bakkede 0,7 pct. til 42,56 kr.
.\\˙ MarketWire