23. feb. 2026 kl. 16:04
53 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Novo-aktien slået tilbage til 2021 efter skuffende fedmestudie

Mandagens aktier: Novo-aktien slået tilbage til 2021 efter skuffende fedmestudie

Novo Nordisk fik mandag en ordentlig dukkert, efter at medicinalkæmpens fedmehåb blev den lille i et sammenligningsstudie med ærkerivalen Eli Lillys markedsførte fedmebehandling.

Det sendte Novo-aktien ned med 16,5 pct. til 251,40 kr., hvilket er den laveste lukkekurs siden lanceringen af fedmebehandlingen Wegovy i sommeren 2021.

Den skuffende nyhed fra Novo mandag formiddag gjorde kun ondt værre for C25-indekset, der lukkede med et fald på 3,8 pct. i 1748,00.

- Med dagens fald fortsætter den triste udvikling for C25, som vi har været vidner til i februar. Her har pilen generelt peget nedad for indekset, der efter en forrygende start på året nu er i minus i 2026, skriver Philip Jagd, aktiechef i Sampension.

Det danske eliteindeks lå allerede før meldingen fra Novo med et minus på 0,6 pct. som følge af nye toldbekymringer, idet USA's præsident, Donald Trump, fredag valgte at trodse et stort nederlag i den amerikanske højesteret, der underkendte Trump-administrationens tidligere toldregime, ved blot at indføre nye globale toldsatser.

Tolden er angiveligt indført med øjeblikkelig virkning. Nogle varer er dog undtaget, og det gælder blandt andet lægemidler og kritiske mineraler.

- Der er stor usikkerhed omkring, hvordan det lige lander. Og der er lidt småsurt ude i Europa. I hvert fald de fleste steder, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank over for MarketWire.

NOVO-DATA ER "NOGET AF ET SELVMÅL"

Novo Nordisk fremlagde data for det kommende vægttabsmiddel Cagrisema, som ikke klarede sig lige så godt som rivalen Eli Lillys førende middel Zepbound i et sammenligningsstudie målt på vægttab.

Og det er svært for Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, at komme uden om ordet "skuffende" når han omtaler resultaterne.

- Investorerne havde jo som minimum sat næsen op efter et studie, hvor Cagrisema ville vise det, der hedder en ikke-inferiority eller non-inferiority, med andre ord: at det har en effekt på linje med Zepbound produceret af Eli Lilly, siger han til MarketWire og fortsætter:

- Så det her er noget af et selvmål, konstaterer han.

Hos finanshuset Deutsche Bank var analytiker Emmanuel Papadakis hurtig til at reagere på skuffelsen, der "sprænger et betydeligt hul" i finanshusets investeringscase for Novo Nordisk.

På den baggrund blev anbefalingen skåret til "hold" fra "køb", mens kursmålet blev sat ned med 31 pct. til 275 kr.

Den skuffende melding var også med til at trække ned i fedmekollegaerne Zealand Pharma og Gubra, der tabte henholdsvis 3,7 pct. til 378,30 kr. og 10,4 pct. til 336 kr.

Uden for fedmescenen var tolduroen ifølge Martin Munk med til at lægge pres på GN og Mærsk, der lukkede med tab på 4,7 pct. til 93,40 kr. og 3,8 pct. til 15.405 kr.

I toppen af C25-indekset kunne FLSmidth med et plus på 0,9 pct. til 551 kr. mønstre den anden handelsdag i træk i grønt, idet aktien fulgte en positiv udvikling for blandt andet guld- og sølvpriserne.

Det gav modsat modvind for Pandora, der tabte 5,1 pct. til 519,60 kr.

Yderligere satte kreditvurderingsbureauet S&P Global også udsigterne for smykkekoncernens gæld ned til "negative" fra tidligere "stabile" grundet et midlertidigt hop i gearingen, da smykkekoncernen skal omlægge store dele af produktionen til platin for at omgå tårnhøje sølvpriser.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 168 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig