22. sep. 2025 kl. 17:07
29 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens obligationer: Renterne kravlede forsigtigt ned ...

Det danske obligationsmarked var præget af små rentefald mandag, hvor ugen blev indledt uden store nedslag i makrokalenderen.

Renten på den tiårige danske toneangivende statsobligation faldt med et enkelt basispoint til 2,57 pct. målt mod fredag eftermiddag.

Dagens vigtigste nøgletal var den foreløbige opgørelse over eurozonens forbrugertillid i september.

Den viste sig en smule bedre end ventet med minus 14,9, hvor økonomerne havde spået minus 15,0, efter at forrige opgørelse viste minus 15,5 ifølge tal fra Bloomberg News.

Herhjemme havde Danmarks Statistik på forhånd offentliggjort forbrugertillid for september, og her var der ikke meget at juble over.

Tilliden i husholdningerne var minus 18,7 i september mod minus 17,2 måneden før.

Dermed skal man hele fire år tilbage for at finde en positiv forbrugertillid i Danmark.

Mens nøgletalsdata var en mangelvare mandag, var der til gengæld verbal påvirkning fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Ikke mindre end seks taler fra bankens pengepolitiske medlemmer var på programmet. Størstedelen venter dog først efter dansk lukketid, og blandt dem er det senest tilkomne pengepolitiske medlem, Stephen Miran, der blev udnævnt af præsident Donald Trump for nylig, og som anses som støtte af Trumps krav om kraftigt lavere renter.

Stephen Miran forsvarede fredag sin status som uafhængig politiker efter at have plæderet for en større rentenedsættelse på 50 basispoint på sidste uges rentemøde og lovede at komme med en detaljeret argumentation for sine synspunkter i dagens tale.

.\\˙ MarketWire



Frederik Olling Milbæk +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her