Det lille amerikanske biotekselskab Ventyx Biosciences stiger 37,6 pct. i de første handler onsdag og rider dermed videre på tirsdagens plus på 28,5 pct.
Det er historien om, at den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly er klar til at købe selskabet for 1 mia. dollar.
Avisen Wall Street Journal kunne tirsdag aften berette, at forhandlingerne er fremskredne.
Ventyx har udviklet behandlinger, der retter sig mod et kompleks af proteiner kaldet NLRP3, som forskere har fundet spiller en vigtig rolle i kroppens inflammatoriske respons og immunsygdomme.
En aftale med Ventyx kan hjælpe Lilly med at konkurrere inden for dette lovende område. Hvis Ventyx’ eksperimentelle piller slår igennem, er de en tilføjelse til Lillys portefølje inden for autoimmune sygdomme samt fedme og relaterede lidelser.
Eli Lilly steg 2,2 pct. tirsdag og går 4 pct. frem i de første handler onsdag.
Novo Nordisk indgik allerede i slutningen af september 2022 en aftale med et andet amerikansk biotekselskab Ventus Therapeutics om et samarbejde om at udvikle lægemidler mod inflammation, som potentielt skal kunne bruges til behandling af blandt andet fedtleversygdom og kronisk nyresygdom.
Novo oplyser til MarketWire, at selskabet nu har to forskellige NLRP3-kandidater i klinisk udvikling.
.\\˙ MarketWire