Matas står på et stærkt fundament og med den rigtige strategi i hånden, men skønhedsplejekæden Kicks, der har butikker i Sverige, Norge og Finland har ikke leveret som håbet, og det skyldes i høj grad, at markedet har ændret sig hurtigere end ventet.
Sådan lyder det fra koncernens topchef Mette Uglebjerg i et interview med MarketWire, efter at selskabet tirsdag har aflagt regnskab for det skæve regnskabsår 2026/27.
Regnskabet er desuden det første med Mette Uglebjerg i spidsen, efter at hun overtog chefposten den 15. april.
- Vi ser en lav forbrugertillid, en ændret forbrugeradfærd, hvor kunderne er blevet mere prisbevidste, og et stærkt konkurrencepres i vores Kicks-markeder. Når det er sagt, så står gruppen på et stærkt fundament. Strategien ligger fast. Det, det handler om nu, det er at øge tempoet i eksekvering, især i Kicks-markederne, hvor vi skal styrke vores relevans, vores sortiment, vores prisperception og vores eksekvering, udtaler Mette Uglebjerg og tilføjer:
- Så kort sagt, at vi skal være mere relevante for kunderne i et marked, der har ændret sig.
Konkret betyder det, at "Win The Nordics"-strategien forbliver uændret.
- Det, der har ændret sig, er tempoet og prioriteringen i vores gennemførelse – især inden for Kicks, hvor vi sætter fart på initiativer, der skal styrke vores værditilbud på tværs af prisniveauer, kategorier og kanaler, lyder det blandt andet fra tirsdagens pressemeddelelse.
Et fokuspunkt er herunder at få kunderne til at komme oftere i Kicks-butikkerne, pointerer Mette Uglebjerg og henviser til, at en kunde i en Matas-butik kommer tre gange så ofte som i en Kicks-butik. Grundlæggende skal et bredere sortiment, flere prispunkter, mere effektive kampagner og en konsekvent eksekvering sikre udviklingen.
- En del af at være mere relevante og også få en bedre indtjening er at fokusere på vores in-house brand. Det er super kvalitetsprodukter til attraktive prispunkter, og vi har en sund indtjening på dem. Og vi kan se, at det virker. Vi har lanceret Nilens Jord, og det er blevet modtaget utrolig godt og utrolig positivt. Vi har også lanceret Striberne, udtaler Mette Uglebjerg.
Et godt eksempel er ifølge topchefen ansigtscremen fra Matas Striber Core, der i marts var det bedst sælgende produkt i butikkerne i Finland.
- Så det bliver modtaget positivt. Vi tror på, at vi har mere potentiale, og vi tror på, at vi kan gøre endnu mere.
Selv om en accelerering af "Win The Nordics"-strategien, herunder et "bredere og dybere sortiment", lyder som en gentagelse, så handler det om, at strategien er den rigtige, fastslår topchefen.
.\\˙ MarketWire