It-selskabet NNIT bekræfter med sit regnskab for første kvartal tirsdag de foreløbige tal, selskabet meldte ud 7. maj, da koncernen nedjusterede forventningerne til hele året.
Og de nye forventninger gentages ikke overraskende i regnskabet, der bød på pres på toplinjen og lavere indtjening.
For hele 2026 venter NNIT nu en omsætningsvækst i faste valutaer i det negative encifrede område og en koncern-EBIT-margin ekskl. særlige poster på 4-7 pct.
Før nedjusteringen ventede selskabet en omsætningsvækst på 0-5 pct. og en driftsmargin på 6-9 pct.
NNIT's nyudnævnte administrerende, Claus Rydkjær, udtaler i regnskabet, at resultaterne for første kvartal var beskedne, hvilket primært afspejler en lavere ordrebog ved årets begyndelse og fortsat tilbageholdenhed i udgifterne.
- Vi gør solide fremskridt med vores operationelle effektivitet. Faktureringsgraden forbedres, strukturelle omkostningsreduktioner slår igennem, og vi har med succes lanceret to nye AI-frameworks, Alera og Lumina. Vi ser klare muligheder for at genoprette en rentabel vækst gennem målrettede tiltag, der vil blive iværksat i de kommende måneder. Da effekten dog forventes at slå igennem senere på året, har vi justeret vores finansielle forventninger for året, siger Claus Rydkjær.
Tabel over NNIT 's regnskab for første kvartal af 2026:
Mio. kr | Q1 2026 | Q1 2025 | FY 2025 |
| Omsætning | 422,5 | 464,1 | 1788 |
| Bruttoresultat | 84,9 | 119,8 | 447 |
| EBIT fsp. | 1,1 | 18,0 | 94 |
| EBIT-margin fsp. (pct.) | 0,3 | 3,9 | 5,3 |
NNIT 's forventninger til 2026:
| Pct. | Før Q1 (den 7/5) | Ved FY 2025 |
| Omsætningsvækst | Negativ encifret pct. | 0-5 |
| EBIT-margin fsp. | 4-7 | 6-9 |
.\\˙ MarketWire
.\\˙ MarketWire