Regnskabet fra Nordea for andet kvartal er positiv læsning og drevet af et stærkt momentum. På de tunge poster er det bedre end ventet. Det kan dog måske kaldes en lille skuffelse, at der ikke blev annonceret et nyt tilbagekøbsprogram. Men det er et spørgsmål om timing.
Det siger AL Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i en umiddelbar kommentar til MarketWire.
- Der er fortsat stærkt momentum i banken, påpeger han og konkretiserer med, at der i udlån er en god vækst i erhverv og god fremgang i Sverige.
På toplinjen havde Nordea samlede indtægter på 3032 mio. euro mod ventet 2979 ifølge estimater fra Infront Consensus på 2979 mio. euro.
- Der er god fremgang i indtægterne, hvor specielt handelsindtægter og gebyrer overrasker positivt, lyder fra Mikkel Emil Jensen, der fremhæver, at gebyrposten er præget af fremgang i alle kategorier.
Omkostninger og nedskrivninger flugter med forventningerne, konstaterer han videre.
De samlede omkostninger steg mindre end ventet til 1335 mio. euro mod ventet 1367 mio. euro og 1333 mio. euro i samme kvartal 2025. Posten er negativt påvirket af valutaeffekt på 16 mio. euro i forhold til andet kvartal sidste år.
Nedskrivningerne på udlån endte med en udgift på 61 mio. euro, mod ventet 59 mio. euro.
Nordeas forventning blev fastholdt for så vidt angik egenkapitalforrentningen, men omkostningsprocenten blev forbedret en smule. Det er positivt lyder det fra AL Sydbank.
- Det er positivt at konstatere at omkostningskontrollen i banken er så stærk, at man kan justere/forbedre omkostningsprocenten, siger Mikkel Emil Jensen.
Storbanken justerer i regnskabet sine forventninger til omkostningsprocenten i 2026, der nu ses på 44-45 pct. mod tidligere 45 pct.
- Det flugter meget godt med konsensus, der 44,7, siger han.
Forventningen til egenkapitalforrentningen fastholdes i 2026 på "over 15 pct." Egenkapitalforrentningen var sidste år på 15,5 pct. I andet kvartal opgør Nordea egenkapitalforrentningen til 16 pct.
Der kun et lille hår i suppen, men det er ikke stort.
- Det er lidt skuffende, at et nyt aktietilbagekøbsprogram ikke sættes i gang allerede nu. Men det er mere et spørgsmål om timing - ikke et spørgsmål om det kommer, men hvornår., siger AL Sydbank analytikeren
Han mener, at regnskabet burde give en lille grøn pil til aktien, når handelen åbner. Men måske er nogle for skuffede over det manglende aktietilbagekøb, som han kun ser som et timingissue.
.\\˙ MarketWire