Novo Nordisk tager et ordentligt dyk mandag formiddag, efter at medicinalkoncernen har fremlagt data for det kommende vægttabsmiddel Cagrisema, som ikke klarer sig lige så godt som rivalen Eli Lillys førende middel Zepbound i et sammenligningsstudie.
Og det er svært for Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i AL Sydbank, at komme uden om ordet "skuffende" når han omtaler resultaterne.
- Investorerne havde jo som minimum sat næsten op efter et studie, hvor Cagrisema ville vise det, der hedder en ikke-inferiority eller non-inferiority, med andre ord: at det har en effekt på linje med Zepbound produceret af Eli Lilly, siger han til MarketWire og fortsætter:
- Så det her er noget af et selvmål, konstaterer han.
Studiet var designet med henblik på at vise, at Cagrisema var mindst lige så godt som Zepbound (non-inferiority) målt på vægttab, men Cagrisema nåede ikke det primære endemål for studiet, lyder det i en børsmeddelelse fra Novo.
Søren Løntoft Hansen peger dog også på, at studiedataene blot er "toplinje" data, og derfor mangler man fortsat viden om bivirkningsprofilen for Cagrisema, som er vigtig, for at vurdere hvordan midlet eventuelt ville kunne klare sig på fedmemarkedet.
- Det er svært at vurdere, om de her data vil få betydning for, om Novo vil sende Cagrisema på markedet. Vi mangler stadig viden om bivirkningerne, som kan betyde meget for om midlet kan blive i stand til at adressere et behov på markedet, siger han.
- Men alt andet lige så er de her data for Cagrisema skuffende.
Novo-aktien falder 10,5 pct. til 269,32 kr. Sideløbende sendes Eli Lilly op med 3,8 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire