06. nov. 2025 kl. 06:34
21 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo: Dommer afviser Pfizer-anmodning i budkrig

En dommer afviser Pfizers anmodning om midlertidigt at blokere Metsera i at opsige en overtagelsesaftale med Pfizer.

Det betyder, at Metsera i stedet kan gå videre med et bud fra Novo Nordisk.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters resultatet af et retsmøde, som onsdag har fundet sted i den amerikanske delstat Delaware.

Pfizer var på vej til at købe biotekselskabet Metsera, da Novo Nordisk i sidste uge kom med et højere bud.

Den danske medicinalkoncern har budt 10 milliarder dollar - svarende til 65 milliarder kroner.

Onsdag har Pfizer forhøjet buddet, så det matcher det seneste, som Novo Nordisk har afgivet. Det oplyser unavngivne kilder til mediet Financial Times. Det er ikke officielt bekræftet.

Pfizers bud lød tidligere på 8,1 milliarder dollar - 52,6 milliarder kroner.

Novo Nordisk er blevet sagsøgt af Pfizer for at bryde konkurrencelovgivningen, men det afviser Novo Nordisk.

Pfizer mener ifølge Financial Times, at en totrinsstruktur, hvor Metsera modtager betaling forholdsvis hurtigt efter underskrivelse, er ulovlig.

Den amerikanske handelskommission (FTC) har allerede forhåndsgodkendt Pfizers bud. En sådan godkendelse mangler Novo Nordisk.

Daniel Guarnera, der er direktør i konkurrenceafdelingen i FTC, har tirsdag i et brev til de to selskaber skrevet, at buddet fra Novo Nordisk potentielt kan overtræde bestemmelser i USA´s konkurrencelovgivning - hvis handlen gennemføres uden en reguleringsgodkendelse. Det skriver Reuters.

På onsdagens retsmøde i Delaware betegnede Pfizers advokat, Jonathan Moses, igen Novo Nordisk bud som ulovligt. Han nævnte også risikoen for, at buddet ikke godkendes af FTC.

Novo Nordisk er ifølge nyhedsbureauet i dialog omkring de spørgsmål, der rejses i brevet fra FTC.

Den danske medicinalkoncern fastholder, at strukturen i dets bud på Metsera er i overensstemmelse med konkurrencelovgivningen.

Selskabet Metsera forsker i vægttabsmedicin. I modsætning til Novo Nordisks Wegovy, som skal tages ugentligt, skal Metseras medicin kun tages én gang om måneden.

Pfizer mangler en vej ind i markedet for vægttabsmidler, som allerede er mange milliarder værd.

/ritzau/



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her