26. nov. 2025 kl. 08:17
1090 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo/Jyske: Ingen store overraskelser i nye nettopriser hos Medicare

Novo/Jyske: Ingen store overraskelser i nye nettopriser hos Medicare

Der er ingen større overraskelser i de nye nettopriser for Ozempic og Wegovy, som den offentlige amerikanske sygesikring Medicare har forhandlet på plads med danske Novo Nordisk.

Sådan lyder vurderingen fra Henrik Hallengreen Laustsen, der er analytiker hos Jyske Bank.

- Det ligger meget som forventet - både ud fra annonceringerne om Inflation Reduction Act fra sidste år, og ud fra at Most Favored Nations-forhandlingerne med Trump er kørt igennem for en måneds tid siden, siger han til MarketWire.

- Der er ikke de store afvigelser i forhold til forventningerne, og det er også den ordlyd, vi har fået fra Novo selv i seneste regnskab, fortsætter han.

Ifølge en meddelelse fra omkring midnat har den amerikanske regering sikret sig en rabat på 71 pct. på listepriserne på Novo Nordisk storsælgende GLP-1-midler Ozempic og Wegovy til patienter i sygekassen Medicare med de nye rabatforhandlinger.

Fremover vil personer, der er dækket af Medicare, skulle betale 274 dollar om måneden for Ozempic til behandling af type 2-diabetes.

Det er helt normalt, at der gives store rabatter på listepriserne til sygekasserne og sygesikringsordningerne fra de store medicinalselskaber.

Det er dog ikke altid, at udfaldet af forhandlingerne mellem parterne offentliggøres.

De nye nettopriser er et resultat af de prisforhandlinger, som den amerikanske regering har gennemført for i alt 15 vigtige lægemidler, der er blevet udtaget til særlige forhandlinger gennem Inflation Reduction Act-loven, der blev underskrevet af den forhenværende præsident, Joe Biden, i august 2022.

Samlet set har Medicare sikret sig rabatter på 36 pct. på de 15 lægemidler sammenlignet med det tidligere prisniveau, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Måske vil dette også interessere dig