Novo Nordisks GLP-1-pille Rybelsus viser positive takter i et fase 3-studie til behandling af børn og unge i alderen 10-17 år med type 2-diabetes.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
I studiet ved navn Pioneer Teens gav pillen anledning til et signifikant større fald i langtidsblodsukkeret sammenlignet med placebo, eller snydemedicin, efter 26 ugers behandling.
- Resultaterne fra Pioneer Teens-undersøgelsen bekræfter, at oral semaglutid er et effektivt behandlingsvalg for børn og unge med type 2-diabetes, der har behov for en bedre blodsukkerkontrol end den, der opnås med den nuværende standardbehandling, siger Martin Holst Lange, forsknings- og udviklingsdirektør i Novo Nordisk.
Novo venter at indsende registreringsansøgning i USA og Europa for at få udvidet sin markedsføringsansøgning for pillen, så den også gælder aldersgruppen 10-17 år i andet halvår. Dermed vil pillen potentielt kunne blive den første GLP-1-baserede pille til behandling af børn og unge.
Pillen markedsføres i forvejen i Europa og USA under navnet Rybelsus, og lanceres snart i USA under det nye navn Ozempic-pillen.
.\\˙ MarketWire