05. nov. 2025 kl. 11:18
59 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Novo/Sydbank: Vigtig prisaftale i USA virker bedre end fr...

Novo Nordisk løfter i onsdagens kvartalsregnskab lidt af sløret for de igangværende prisforhandlinger i USA vedrørende selskabets bedstsælgende lægemidler Ozempic, Rybelsus og Wegovy i den offentlige amerikanske sygesikring Medicare for ældre over 65 år.

Og der er umiddelbart tale om, at Novo har fået en bedre aftale end frygtet, mener Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

- Det er mit indtryk, at det er bedre end ventet ud fra et Novo Nordisk-perspektiv. Og det er formentlig også noget af det, som aktien har reageret positivt på, siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

Prisforhandlingerne gælder med virkning fra 2027, og er en konsekvens af Biden-administrationens Inflation Reduction Act.

I alt 15 lægemidler, herunder Novos Semaglutid-baserede midler, Ozempic, Wegovy og Rybelsus, blev sidste år udtaget til prisforhandlingerne.

Endnu er der ikke meldt priser ud, men Novo skriver i regnskabet, at det med forbehold for mulige retstlige skridt har accepteret maksimumprisen for Ozempic, Rybelsus og Wegovy i Medicare Part D med virkning fra januar 2027.

Og Novo giver desuden et signal om, hvor stor effekt aftalen har.

- Den anslåede direkte indvirkning af en semaglutide MFP i Medicare Part D, hvis den var blevet indført den 1. januar 2025, ville have været en negativ indvirkning i det lave encifrede område på den globale salgsvækst for hele året 2025, skriver Novo.

RYGTER OM ANDET FORHANDLINGSSPOR

Oven i kunne branchemediet Endpoints News onsdag berette om, at Novo Nordisk og medicinalselskabets store amerikanske rival Eli Lilly også rygtes at være tæt på at annoncere en anden prisaftale med Trump-administrationen.

Den amerikanske præsident har således også presset på for et program ved navn "most favored nation", der varsler, at USA vil betale samme pris for medicin, som det land i verden, der betaler den laveste pris.

Og angiveligt er der også her en aftale på vej, hvilket onsdag fik den amerikanske storbank Citi til i en analyse - dog specifikt om Eli Lilly - til at forudse, at der formentlig er tale om et kompromis, som vil blive mere end opvejet af, at langt flere patienter vil kunne opnå tilskud.

Mike Doustdar, topchef i Novo Nordisk, kommenterede onsdag løst på rygterne.

- Det, jeg kan fortælle er, at vi har været i dialog med de amerikanske myndigheder længe nu. Vores målsætning flugter ganske fint nu. Vi ønsker, at så mange amerikanere som muligt får adgang til vores lægemidler. Det er desværre ikke tilfældet i dag. Så drøftelserne er igangværende, konstaterer Mike Doustdar.

Han peger på, at cirka 100 mio. amerikanere lider af svær overvægt. Heraf har omkring 55 mio. en sundhedsforsikring, men ofte yder sundhedsforsikringen ikke tilskud.

.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her