Fortsatte bekymringer om olieprisens himmelflugt presser fredag middag handlerne på de finansielle markedet.
Og med en pris på over 100 dollar per tønde af den europæiske olie Brent, sendes aktierne ned og renterne op i frygten for forhøjet inflation.
Renten på den toneangivende tiårige statsobligation stiger i middagshandlen med 3 basispoint til 2,91 pct. sammenlignet med torsdagens lukkeniveau.
Over ugen er renten steget med 10 basispoint.
Fredag formiddag landede den tyske erhvervstillidsindeks IFO, der udviklede sig dårligere end ventet i april, da det faldt til 84,4 fra 86,3 måneden før. Det skal sammenlignes med markedskonsensus om indeks 85,7 ifølge Bloomberg News.
- Vi ser desværre et ildevarslende stort dyk i humøret hos de tyske virksomheder. Den samlede erhvervstillid dykkede i april til det laveste niveau i næsten seks år. Vi skal tilbage til den første nedlukning under corona for at finde en lige så lav erhvervstillid, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri.
- Erhvervstilliden er dykket over de seneste to måneder. Det er helt sikkert krigen i Mellemøsten og de kraftigt stigende oliepriser, som har været den udløsende faktor, siger Allan Sørensen.
Den tyske erhvervstillid har ikke ligget så lavt siden maj 2020.
.\\˙ MarketWire