Eftermiddagens udspil om en finanslov fra den britiske regering kan ændre billedet på obligationsmarkederne. Det er tidligere set, at et forslag til finansloven har skabt stor panik, der spredte sig fra de britiske obligationer og ud i verden.
Men inden præsentationen klokken 13.30 er der ro på obligationsmarkedet herhjemme. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger midt på handelsdagen i 2,54 pct., hvilket er uændret i forhold til tirsdag.
Den britiske økonomi har det svært, og regeringen i Storbritannien skal finde 30 mia. pund i budgettet, uden at der skal røres ved skatten.
- Den britiske finanslov kan give udsving i obligationsmarkedet, hvis investorerne igen bliver bekymrede for den britiske økonomis stabilitet, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar.
Under premierminister Liz Truss blev et finanslovsforslag med ufinansierede skattelettelser i 2022 mødt med voldsomme reaktioner på det britiske obligationsmarked, der bredte sig over landets grænser.
Af nøgletal venter den ugentlige opgørelse af nytilmeldte ledige fra USA. I uge 47 ventes antallet af nyledige at være vokset til 225.000 fra 220.000 ugen forinden.
Senere i eftermiddag offentliggøres også erhvervstillidsindekset Chicago PMI, der i november ventes at være gået marginalt tilbage til 43,6 fra 43,8 måneden før.
I aften venter dertil Beige Book, der kan give et indblik i den økonomiske tilstand i USA. Beige Book er en samling anekdotiske indtryk fra økonomien i de 12 distrikter under USA's centralbank, Federal Reserve.
.\\˙ MarketWire