23. sep. 2025 kl. 07:52
28 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted/analytikere: Dom bør give kursløft på 5-8 pct. men...

Mandagens amerikanske domsafgørelse, der tillader Ørsted at fortsætte Revolution Wind-projekter, er positivt nyt på den korte bane for Ørsted, men på længere sigt skal man ikke underkende usikkerhed om mulige yderligere tiltag fra den amerikanske regerings side.

Sådan lyder vurderingen fra blandt andet finanshuset Citi og fra Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

Derudover ser finanshuset Clarksons Securities et kursløft for den danske energiaktie på 5-8 pct. ved børsstart i København tirsdag morgen.

Clarksons har efter domsafgørelsen løftet sin anbefaling af Ørsted-aktien til "neutral" fra "sælg" og opjusteret kursmålet til 125 kr. fra 120 kr.

Mandag aften fik Ørsted godt nyt, da en distriktsdomstol i Washington nedlagde et midlertidigt forbud mod en ordre fra det amerikanske indenrigsministerium om et byggestop på havvindprojektet Revolution Wind på 704 megawatt (MW).

Myndighederne udstedte ordren den 22. august, og den 4. september stævnede Revolution Wind myndighederne for at få ordren ophævet.

AMERIKANSK NOTERING KAN GIVE FINGERPEG

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet forventer en kursstigning i samme boldgade tirsdag, men påpeger samtidig, at man som investorer skal væbne sig mod, hvad fremtiden kan bringe.

- Det kan være svært at kvantificere hvad aktien “helt nøjagtig” skal stige tirsdag alene på grund af den amerikanske afgørelse. Ingen ved hvad USA kan finde på af politisk manipulation. Man gør klogt i at være forberedt på det uventede og nye benspænd, skriver Per Hansen i en kommentar.

Per Hansen fremhæver, at aktiekursens stigning i høj grad er et spørgsmål om, hvor meget risikopræmien giver sig, men en stigning på lidt over 5 pct. bør man dog forvente.

En stigning i den størrelsesorden er ifølge investeringsøkonomen forventelig, eftersom Ørsteds amerikanske notering mandag steg med 8,7 pct. Lægger man dermed mandagens danske stigning på lige over 5 pct. sammen med den forventede stigning tirsdag, burde man ramme et niveau der ligner den amerikanske stigning mandag.

Ikke desto mindre er det stadig i Danmark, at aktiekursen og prisen sættes grundet den større volumen, men den amerikanske notering kan give et fingerpeg, skriver Per Hansen.

CITI UNDERSTREGER USIKKERHED

Analytikerne hos Citi peger på de samme problematikker om Ørsted og fremhæver den kortsigtede forløsning, men understreger fremtidige usikkerheder.

- Selv om dommerens påbud bør give Ørsted-aktierne en kortvarig lettelse, beskytter det ikke Revolution mod udfaldet af den verserende retssag eller eventuelle yderligere tiltag fra den amerikanske regerings side. Desuden kan Trump-administrationen appellere afgørelsen, påpeger Citi.

Ifølge et interview med den amerikanske indenrigsminister, Doug Burgum, fra den 10. september er fem havvindmølleprojekter, der ellers var under konstruktion, i gang med at blive revurderet, skriver Citi.

Citi har fortsat "sælg" som anbefaling af Ørsted-aktien.

Der er registreret 27 finanshuses anbefalinger af aktien i Ørsted, ifølge Bloomberg News. Heraf er fire positive, 17 er neutrale, og seks er negative.

Det gennemsnitlige kursmål er samtidig på 121 kr., hvilket peger i retning af et kurspotentiale på 9 pct.

.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her