GN og FLSmidth var frontløbere i et afventende dansk aktiemarked onsdag, hvor begge blev sendt op af positive takter fra udlandet.
Også Vestas og NKT fik nyt fra konkurrenterne, men her gavnede de positive regnskaber ikke på samme måde.
Det danske C25-indeks endte 0,1 pct. højere i 1851,04.
Onsdag herskede en lidt afventende stemning frem mod afslutningen på rentemødet i USA's centralbank, Federal Reserve.
Samtidig påvirkede nye kampe mellem USA og Iran i Mellemøsten, der igen sendte oliepriserne i vejret, mens usikkerheden omkring kunstig intelligens, AI, fortsatte med at give investorerne flossede nerver.
- Der er stadig fokus på AI-temaet. Kospi-indekset i Sydkorea er enormt volatilt og faldt igen meget på AI-bekymringerne. I aften kan vi blive klogere, når Meta og Microsoft kommer med regnskab, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
- Der er rentemøde i aften, hvor man for første gang i lang tid er noget usikker på, hvad der skal ske. Markedet hælder helt klart til en uændret rente, men en tredjedel ser Federal Reserve hæve. Det er en usikkerhed, vi normalt ikke ser, fortsætter han.
GN LØFTET AF LOGITECH-REGNSKAB
Headset- og gamingproducenten GN var onsdag understøttet af et regnskab fra konkurrenten Logitech, der på de overordnede regnskabsposter viste overraskende stærke takter i det forskudte første kvartal.
Logitech meldte dog også om udfordringer fra en "alvorlig hændelse" på en fabrik hos en underleverandør af mikrochips.
Udfordringerne lod dog til at være Logitechs egne, og GN indtog førstepladsen i C25 med et plus på 3,0 pct. til 96,50 kr.
Lige efter fulgte FLSmidth efter en opjustering fra den japanske branchefælle Komatsu, der nu ser lysere på omsætningen, indtjeningen og overskuddet.
FLS-aktien gik 1,3 pct. frem til 473,20 kr.
NYT OM VIND OG KABLER
Indledende positive reaktioner hos både NKT og Vestas gik hen ad eftermiddagen i sig selv.
For NKT var der nyt fra den konkurrerende kabelproducent Nexans, der i første halvår overraskede positivt med omsætningen og indtjeningen i sit første halvår, hvilket førte til en opjustering af forventningerne til driftsoverskuddet i 2026.
NKT endte 0,2 pct. lavere i 850 kr.
Mere negativt endte det for Vestas trods et pænt regnskab fra den tyske konkurrent Nordex.
Nordex fordoblede sit driftsoverskud i andet kvartal, og det var bedre, end analytikerne havde regnet med.
Vestas, der indledte dagen med et pænt plus, endte 1,3 pct. lavere i 165,45 kr.
Oliepriserne steg ellers onsdag efter de genoptagne kampe i Mellemøsten, hvilket også kunne være understøttende for Vestas-aktien.
Højere oliepriser er til gengæld langt fra understøttende for Rockwool, da den højere energiregning sætter sig i indtjeningen.
På den baggrund endte Rockwool nederst i C25 med et minus på 2,3 pct. til 197,40 kr.
NORDEA MED HØJERE KURSMÅL
Storbanken Nordea har fået løftet sit kursmål til 123,33 kr. fra 116,60 kr. hos italienske Mediobanca, der dog holder fast i den negative anbefaling "underperform".
Nordea-aktien tabte 0,6 pct. til 128,35 kr.
Uden for eliteindekset fortsatte opturen til gengæld i NTG, der tirsdag var flyvende efter et løftet kursmål fra Nordea.
Onsdag fortsatte aktien op med 2,2 pct. til 261 kr. efter et plus på knap 10 pct. tirsdag.
.\\˙ MarketWire