(Korr: Første afsnit sidste linje rettet)
DSV løb med opmærksomheden i onsdagens danske aktiemarked og det var den negative af slagsen, efter at have leveret regnskab for andet kvartal, der på flere punkter skuffede. I toppen af indekset havde Ørsted og Genmab lagt sig til rette.
- Kursfaldet i DSV sender de danske aktier sydpå, mens aktierne generelt ligger i plus i Europa, forklarer chefhandler i Danske Bank Mads Zink til MarketWire.
Han fremhæver også, at det danske aktiemarked er sommerferieramt og "meget stille og der skal ikke megen volumen til at flytte kurserne".
C25-indekset faldt ved lukningen 2,0 pct. til 1849,81. Ved dansk lukketid lå det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 0,7 pct. højere.
Underliggende er der er finansmarkederne fortsat tynget af uroen i Mellemøsten, hvor USA og Iran fortsat kæmper og har gennemført angreb på hinanden for ellevte dag i træk.
DSV PRYGELKNABE EFTER REGNSKAB
Transportkoncernen DSV skuffede overordnet set investorerne, og markedet sendte aktien ned i to tempi. Første trin var en tur ned efter regnskabet og næste trin kom efter telekonferencen, hvor aktien droppede videre.
Da markedet lukkede, var facit et fald på 14,2 pct. til 1433,50 kr.
Selskabet indfriede kun delvist indfriede markedets forventninger med en positiv indsnævring af prognoseintervallet for hele årets resultat. Analytikernes forventning om en "ren" opjustering materialiserede sig således ikke i denne omgang.
I andet kvartal leverede divisionerne Air & Sea og Contract Logistics over forventning i kvartalet, imens Road skuffede.
Mads Zink vurderer, at andet kvartalsresultatet var et "lidt blandet resultat, men egentligt solidt".
- Mange områder er ved at udvikle sig i den rigtige retning, konstaterer han og peger på at den store skuffelse ligger i divisionen Road.
- Road ser ud til at være noget værre end markedet. Cash flow er lidt lavere end ventet, og der var ikke noget tilbagekøb, påpeger han.
Den væsentligste årsag til skuffelsen i Road er en engangsindtægt ved ejendomssalg på 250 mio. kr.
På telekonferencen sagde topchefen Jens Lund at problemerne i Road kunne have kostet op til 500 mio.kr. På telekonferencen gjorde DSV’s ledelse også ondt værre for investorerne, da de der gav udtryk for, at en snarlig tilbagevenden til aktietilbagekøb ikke var sandsynlig. Ledelsen ser det ikke som sandsynligt, at det bliver i tredje kvartal, da der ud over selskabets kapitalallokeringspolitik også henvises til, at kreditvurderingsselskaberne også har noget at skulle have sagt.
ØRSTED OG GENMAB I TOP
Ørsted-aktien endte i toppen med Genmab.
Ørsteds aktionærer får umiddelbart glæde af regnskabet fra den spanske energikoncern og konkurrent Iberdrola, der overordnet set kom bedre end ventet gennem sit andet kvartal. Der var både fremgang i drift og omsætning.
Ørsted endte med et plus på 2,1 pct. i 153,05 kr.
Genmab har fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos TD Cowen, som samtidig giver kursmålet et ordentligt løft til 2851 kr. fra 2019 kr. Dermed spår TD Cowen et kurspotentiale på omkring 50 pct., da Genmab onsdag steg 3,2 pct. til 1911 kr.
BANKTRIO I REKORD IGEN
Banktrioen Nordea, Jyske Bank og AL Sydbank endte igen i rekord.
Jyske Bank steg 0,7 pct. til 1021 kr., AL Sydbank steg også 0,7 pct. til 619 kr. og Nordea steg 1,4 pct. til 130,25 kr. Den fjerde C25-bank Danske Bank lukkede med et plus på 0,1 pct. i 364,90 kr. Danske Banks seneste lukkerekord er 375 kr. fra 14. juli.
DEMANT, PANDORA OG TORM MED ANALYTIKERNYT
Demant har været til eftersyn hos både schweiziske UBS og franske BNP Paribas og bestod ikke.
Hos UBS er anbefalingen sænket til "neutral" fra "køb", imens kursmålet er skruet en anelse op. Hos BNP Paribas er kursmålet løftet til 245 kr. fra 215 kr. med en uændret anbefaling "neutral".
Demant-aktien fladt dog 0,2 pct. til 271,40 kr.
Pandora har fået hævet kursmålet. Det amerikanske børshus Jefferies øger målet til 700 kr. fra 650 kr., mens anbefalingen fortsat er "hold".
Aktien i Pandora steg 1,2 pct. til 772 kr.
Rederiet Torms kursmål er blevet løftet til 242,45 kr. fra 223,35 kr. af det amerikanske finanshus Evercore ISI. Anbefalingen af aktien fastholdes på positive "outperform".
Aktien lukkede i København i 193,50 kr. - 1,2 pct. lavere end tirsdag.
.\\˙ MarketWire