Efter en ellers flyvende start på 2026 var udviklingen på det danske aktiemarked mere afdæmpet onsdag.
På årets fjerde handelsdag faldt det danske eliteindeks med 0,1 pct. til 1898,31, blandt andet trukket ned af aktien i Pandora, der på det seneste har stået i modvind grundet rekordhøje sølvpriser.
- Vi har fået en flyvende start på 2026, og det er ikke fordi at verdenssituationen ligefrem er fryd og gammen, så jeg tror, at det er naturligt nok, at danske aktier lige tager en pause. Vi har været outstanding her de første dage, udtaler Lars Hytting, chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.
- Hvis du kigger ud i Europa, så sker der ikke det helt store. Danske aktier har haft et par rigtigt gode dage, hvor blandt andet Novo Nordisk er steget 5 pct. i går og i forgårs, og vi har nået det højeste niveau i 14 måneder, fortsætter han.
Onsdag steg Novo Nordisk-aktien med 0,7 pct. til 366,40 kr., hvilket blev fjerde handelsdag i streg med plus.
ZEALAND PHARMA I RØDT IGEN
Blandt bundskraberne var aktien i Zealand Pharma, der faldt 1,8 pct. til 424,10 kr., selv om der onsdag ikke er noget selskabsspecifikt nyt, fremhæver Lars Hytting, der tilføjer, at Novo Nordisk dog kan have en betydning for årets negative udvikling.
- Der er pres på Zealand Pharma, der er mig bekendt ikke noget selskabsspecifikt nyt. Til gengæld kan vi konstatere, at Novo har fået en pille, der ventes at indtage markedet. Jeg tror måske, der er lidt frygt for, hvor Zealand står i det spil, simpelthen om man risikerer at blive kørt midt over på fedmemarkedet med de produkter, man nu har, siger Lars Hytting til MarketWire.
Samlet er aktien i Zealand Pharma dykket med 9,1 pct. i år.
Udover Zealand Pharma indtog Pandora-aktien også en plads i bunden af eliteindekset, til trods for at sølvprisen onsdag trak sig en smule fra sit rekordhøje niveau.
- Pandora har det svært i øjeblikket. Det er godt nok hårdt at have guld og sølv som sin inputomkostning eller som råvare. Og produktionen i Thailand og dets toldusikkerhed med USA, samt en forbrugertillid, der generelt er nedadgående, udtaler Lars Hytting.
- Men der er også meget pessimisme lige på nuværende tidspunkt omkring Pandora. Det skal man også lige have in mente. Og på et eller andet tidspunkt, så vender det. Men lige pt. så spejdes der fortsat efter bunden, fortsætter han.
Særligt geopolitisk usikkerhed har på det seneste været med til at trække priserne på guld og sølv op, hvor de seneste dages udvikling har været påvirket af, at USA i weekenden gik ind i Venezuela og tog præsident Nicolás Maduro med sig for at stille ham for retten i New York.
NYT SAMARBEJDE OG ANALYTIKER TIL GENMAB
Blandt de bedst præsterende aktier i eliteindekset onsdag endte aktien i Genmab, der modtog positivt analytikernyt fra finanshuset Barclays.
Kursmålet i Genmab-aktien sættes op til 2500 kr. fra 2000 kr., fremgår det af Reuters. Anbefalingen lyder ifølge Bloomberg News på "overvægt" fra finanshuset.
Derudover oplyste selskabet onsdag, at det skal samarbejde med den hypede AI-startup Anthropic om at designe og implementere skræddersyede, Claude-drevne agentbaserede AI-løsninger.
Genmab-aktien lukkede med stigning på 2,4 pct. til 2166 kr. onsdag.
BANG & OLUFSEN-TOPCHEF FYRET
Sideløbende var der onsdag formiddag nyheder fra Bang & Olufsen, der meddeler, at topchef, Kristian Teär, er blevet fyret. Indtil en ny topchef er fundet får finansdirektør Nikolaj Wendelboe ansvaret som midlertidig administrerende direktør.
I forbindelse med offentliggørelsen kommer Bang & Olufsen også med foreløbige regnskabstal og nedpræciserer vækstforventningerne til indeværende regnskabsår.
Nyhederne sendte onsdag aktien i Bang & Olufsen ned med 12,5 pct. til 12,06 kr.
En anden aktie i tilbagegang onsdag var aktien i Greenmobility, der tabte 8,6 pct. til 99,20 kr. Samlet er aktien dykket med 20,6 pct. i år.
Tilbagegangen følger et stærkt 2025 for Greenmobility, hvor aktien formåede at stige 279 pct.
.\\˙ MarketWire