Handlerne mener efterhånden, at det er sikkert som amen i kirken, at den amerikanske centralbank sætter renten ned i december. Og den øgede risikoappetit hos investorerne gik som oftest ud over interessen for de fastforrentede papirer - med faldende obligationskurser og stigende renter til følge.
Eftermiddagens udspil om en finanslov fra den britiske regering skubbede også til renterne på de europæiske obligationsmarkeder sammen med et ringere amerikansk tillidsindeks.
Samlet endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation på 2,55 pct., hvilket var 1 basispoint højere end tirsdag. Renten var dog nede i 2,53 pct. inden nyhedsstrømmen.
Handlerne indregner nu en sandsynlighed på 84,9 pct. for, at den amerikanske centralbank sætter renten ned i december med 25 basispoint. Det er mere end det dobbelte af forventningerne i sidste uge, viser data fra CME's Fedwatch ifølge Reuters.
BRITISKE RYSTELSER
Det er før set, at et britisk budgetforslag har spredt rystelser ud over Storbritanniens grænser, og det skete også onsdag. Finansmister Rachel Reeves forslag går blandt andet på øget skat fra arbejdstagere, pensionsopsparere og investorer for at få mere spillerum. Oven i nedjusteres prognoser for væksten i den britiske økonomi i de kommende år, skriver Reuters.
Hen på eftermiddagen faldt indkøbschefernes aktivitetsindeks i Chicago-regionen, Chicago PMI, i november til det laveste niveau siden maj 2024. Indekset skuffede fælt i 36,3, mod ventet 43,6 fra 43,8 i oktober.
Onsdag aften venter Beige Book, der kan give et indblik i den økonomiske tilstand i USA. Beige Book er en samling anekdotiske indtryk fra økonomien i de 12 distrikter under USA's centralbank, Federal Reserve.
.\\˙ MarketWire