Det er opløftende nyt, at isoleringskoncernen Rockwool kan melde om bedring i aktiviteten i marts oven på en svag og vejrpræget start på året.
Det vurderer Janne Vincent Kjær, der er aktieanalytiker i Jyske Bank, efter at Rockwool mandag har løftet forventningerne til omsætningsvæksten i 2026.
- Som ventet har Rockwool haft en svag start på året, hvor vejrliget i Europa har ramt aktiviteten i januar og februar. Rockwool har dog set en bedring i volumen i marts måned - en trend der er fortsat ind i andet kvartal. Det ser vi som opløftende, skriver aktieanalytikeren i et analysenotat efter opjusteringen af omsætningsvæksten til 3-6 pct. i år mod tidligere ventet 2-4 pct.
Derudover vil isoleringskoncernen skrue priserne op med 6-8 pct. med effekt fra andet halvår af 2026, og det skal afbøde de stigende priser på de råvarer, som selskabet bruger til sin produktion.
Det beskytter indtjeningsmarginen, og det er noget, som markedet ellers har været bekymret for, skriver Janne Vincent Kjær.
I forbindelse med mandagens opjustering har Rockwool også fremlagt enkelte regnskabstal for første kvartal. Her stiger omsætningen med 2,3 pct. i lokal valuta til 906 mio. euro, hvor analytikere adspurgt af Rockwool frem til den 7. maj ventede 896 mio. euro
Driftsmarginen målt på EBIT faldt derimod til 13,2 pct. fra 15,4 pct., hvor analytikerne kun havde ventet et mindre fald til 14,0 pct.
Det skyldes ifølge Rockwool svage konstruktionsmarkeder i Canada og Storbritannien, højere logistikomkostninger og en højere omkostningsbase. Dertil har fabrikkerne i Schweiz og Holland været ramt af henholdsvis nedlukning og produktionsstop.
- Det ser vi som en engangseffekt. Vi ser derfor ikke EBIT-margin i første kvartal som "run-raten" gående fremad, hvor aktiviteten kommer til at stige og priserne bliver hævet. Vi ser derfor den lave ende af guidance-intervallet som konservativ, skriver Janne Vincent Kjær.
.\\˙ MarketWire