11. nov. 2025 kl. 09:25
49 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Softbank har solgt Nvidia-aktier for 5,8 mia. dollar

Den japanske tech-investor Softbank Group har i et overraskende træk solgt alle sine Nvidia-aktier for samlet 5,8 mia. dollar, fremgår det af selskabets regnskab for andet kvartal, hvor indtjeningen viste sig langt bedre end forventningerne.

Det skriver Bloomberg News.

I tirsdagens regnskab for andet kvartal kan Softbank vise stærke resultater fra selskabets satsninger på AI, herunder salget af Nvidia-aktier.

Ifølge Bloomberg News sker frasalget forud for en række planlagte investeringer fra Softbanks topchef og grundlægger, Masayoshi Son. Herunder en planlagt investering på 30 mia. dollar i OpenAI og medvirken til investeringer i et AI-produktionscenter til 1000 mia. dollar i Arizona.

Softbank havde tilbage i marts hævet sin beholdning i Nvidia til omkring 3. mia dollar, hvilket sammen med en uventet gevinst fra Softbanks Vision Fund, der er en stor fond til støtte for nystartede virksomheder, har hjulpet Softbank til et overraskende nettoresultat på 2500 mia. yen i andet kvartal, fremgår det af Bloomberg News. Det svarer til 16,2 mia. dollar, hvilket er langt over analytikernes gennemsnitlige forventning på 418,2 mia. yen.

Softbanks portefølje omfatter nogle af verdens mest efterspurgte navne inden for AI, herunder OpenAI og Oracle. Samlet har de været med til at øge selskabets papirgevinster og har bidraget til en stigning i aktiekursen på 78 pct. i månederne fra juli til og med september, den største stigning siden 2005.

Sideløbende annoncerede Softbank i tirsdagens regnskab et aktiesplit fra en en til fire aktier, hvilket vil ske den 1. januar.

Udfordringen for Softbank og Masayoshi Son bliver at finde en balance i finansieringen af de førnævnte nye investeringer, der også inkluderer 6,5 mia. dollar til den planlagte overtagelse af chipdesignere Ampere Computing. Derudover er der også en bekymring over de høje værdiansættelser, der understøtter AI-selskabernes investeringer, samt hvem der i sidste ende vil drage fordel af de store datacentre og infrastruktur under opførelse, skriver Bloomberg News.

- Den enkle handel bestod i at købe Softbank for at få billig eksponering mod Arm-aktier og en bredere blanding af AI og teknologi. Den idé har mere end levet op til forventningerne – aktien er mere end fordoblet og har langt overgået den beskedne stigning i nettoværdien, fremgår det af et notat fra Finimize Research.

- Men nu er rabatten stort set ophørt, så Softbank er ikke længere en "billig" vej ind. På den baggrund er det sandsynligvis et godt tidspunkt at sælge og tage gevinsten, fremgår det yderligere.



.\\˙ MarketWire



Rasmus Hall +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:[email protected], www.ritzaufinans.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her