Scandinavian Tobacco Group, STG, skiller sig af med de to finskårne tobaksmærker Break og Moro, som overtages af japanske Japan Tobacco.
Det oplyser STG i en børsmeddelelse onsdag eftermiddag.
Handlen har en værdi på 176 mio. euro, eller hvad der svarer til omkring 1,3 mia. kr. før skat. Efter skat lyder værdien på cirka 1,0 mia. kr. Aftalen omfatter desuden en produktionsaftale på op til tre år.
De to mærker sælges primært i Tyskland og stod i 2025 for omtrent 4 pct. af STG's samlede omsætning og bruttofortjeneste. Finskåren tobak udgjorde samlet omkring 12 pct. af omsætningen sidste år.
- Vi har konkluderet, at det fulde potentiale i Break og Moro bedre kan indfries under nyt ejerskab, så vi kan skærpe vores strategiske fokus på de kategorier, hvor vi ser det stærkeste værdiskabelsespotentiale, lyder det fra STG-topchefen, Niels Frederiksen, i meddelelsen.
Provenuet fra salget skal bruges til at nedbringe gæld og sænke selskabets gearing, lyder det.
Frasalget luner på indtjeningen, men ventes ikke at påvirke STG's forventninger til 2026 for omsætningsvækst og driftsmargin. Handlen ventes gennemført inden årets udgang, men skal først godkendes af konkurrencemyndighederne.
.\\˙ MarketWire