25. sep. 2025 kl. 11:00
86 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Sydbank: Trumps meldinger om told skaber frygt og usikker...

En ny told truer danske selskaber, efter at den amerikanske Trump-administration onsdag annoncerede en undersøgelse af blandt andet importen af medicinsk udstyr.

Det sender torsdag Ambu og Coloplast til bunds i C25, hvor også høreapparatproducenterne Demant og GN er faldet mærkbart tilbage.

Ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, er det i højere grad frygten og usikkerheden, der rammer selskaberne. Indtil videre har import af medicinsk udstyr nemlig været undtaget den amerikanske told, men det kan potentielt ændre sig nu.

Og så er det svært at spå om, hvordan de enkelte selskaber er stillet.

- Det er enormt komplekst at få et indblik i, siger Søren Lønftoft Hansen til Marketwire.

- Der er handelsaftaler på kryds og tværs, så det handler mere om meldingen, end om hvem der står svagest, vurderer han.

Flere af selskaberne har allerede produktion i USA eller i lande - såsom Mexico - der er beskyttet af handelsaftaler. Det samme er EU som udgangspunkt, men det er ikke klart, hvordan en potentielt særskilt told på medicinsk udstyr vil spille ind, pointerer Sydbank-analytikeren.

Men de danske selskaber bør alt andet end lige stå bedre nu end tilbage i foråret, hvor de første toldsatser blev annonceret.

- Selskaberne har de sidste ni måneder brugt dag og nat på at få kigget på det her med tariffer og told - også i forhold til at få kigget deres produktionsetup igennem, siger Søren Løntoft Hansen.

Så det er i højere grad usikkerheden, som torsdag sender aktierne i dørken.

- Alene kommentarer omkring det skaber frygt. Det sætter sig i aktiekurserne også i forhold til, at vi ikke ved, hvad der potentielt kan ske. Det kommer helt an på i hvilket omfang, og det er for mig uklart, siger han.

Demant falder torsdag formiddag 4,6 pct. Ambu og Coloplast dykker 3,2 pct., mens GN går tilbage med 3 pct.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her