31. mar. 2023 kl. 14:53
3867 visninger

Sydinvest Bæredygtige Aktier fortsætter strategi

Selvom Sydinvest Bæredygtige Aktier udtræder af Svanemærket, vil fonden fortsætte den nuværende ambitiøse investeringsstrategi.

Miljømærkning Danmark, der står bag Svanemærket, opdaterer løbende de kriterier, som svanemærkede investeringsfonde skal efterleve. Den næste opdatering træder i kraft fra april 2023, hvor kravene til mærkningen bliver strammet i væsentlig grad. Efter at have brugt de seneste måneder på at evaluere de nye ændringer, har vi valgt at lade Sydinvest Bæredygtige Aktier udtræde af Svanemærket.

I vores analyser af de nye kriterier for Svanemærket kunne vi se, at det ville være nødvendigt at frascreene en meget væsentlig del af det globale aktiemarked for at kunne efterleve kriterierne. En så hård eksklusionsstrategi vil ændre de finansielle karakteristika ved fonden betydeligt. Det nye Svanemærke stiller også større krav til selskaber under omstilling, hvilket i praksis indebærer, at det bliver meget svært at investere i disse. Først når selskaberne næsten er i mål med omstillingsplanerne, bliver det muligt at investere i dem.

Vi fastholder vores nuværende investeringsstrategi

Selv om Sydinvest Bæredygtige Aktier ikke længere er en svanemærket investeringsfond, betyder det ikke, at vi bliver mindre ambitiøse i vores målsætning med fonden.

Investeringsprocessen for Sydinvest Bæredygtige Aktier forbliver uændret med samme regelsæt for efterlevelse af bæredygtighedskriterier, som fonden har været underlagt siden opstarten. Vores målsætning er fortsat at forene en stærk ansvarlighedsprofil med et attraktivt finansielt afkast.

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4
Baseret på 6 anmeldelser

Mest læste artikler