Mandagens store taber Ambu genvandt noget af fodfæstet i eftermiddagens handel sammen med Novo Nordisk, der endte helt i top, og GN efter pres på medicoaktierne mandag.
Mærsk byttede sin topplacering ud med blot at ligge lunt i eliteindeksets midte på nyheden om, at den franske Mærsk-rival CMA CGM vil omdirigere skibe på tre af sine ruter væk fra Suez-kanalen på grund af global usikkerhed.
Modsat sank Ørsted, der fortsat vurderes presset af USA, sammen med blandt andet Pandora, der blev ramt af modvinden fra guld- og sølvpriserne.
Stemningen blev dog bedret i løbet af tirsdagen blandt de danske investorer, og morgenens fald til eliteindekset blev afbødet og endte med et plus på 0,3 pct. til C25 til indeks 1894,81 efter mandagens fald på 2,7 pct.
Fokus var dog for en stor del af dagen rettet mod USA's præsident, Donald Trump, og hans vedvarende krav om at overtage Grønland. Præsidenten, der onsdag efter planen skal tale på årsmødet i World Economic Forum i Davos, har tirsdag intensiveret sit krav på Grønland igennem billeder i en række opslag på Truth Social. Men de europæiske ledere stod skulder ved skulder, og budskabet var, at Grønland tilhører det grønlandske folk. Og ingen told eller trusler vil ændre på det.
- Danske aktier havde en hård dag i går sammenlignet med Europa. Det udligner sig så lidt i dag. Investorerne har svært ved at finde ud af, hvad de skal tro og tænke, siger Lars Hytting, der er investeringsstrateg hos Arthascope Kapitalforvaltning, til MarketWire.
- Det er lidt en dag, der bare skal overstås - og så må vi se, hvad Trump har at sige på Davos onsdag, siger han.
PLUS TIL MEDICOAKTIER
Der var fremgang til sundhedssektoren tirsdag, hvor Novo steg med 3,2 pct. til 389,50 kr. mod et fald på 2,9 pct. mandag, Ambu steg 2,7 pct. til 87,55 kr. efter mandagens ørefigen på 6,6 pct., og GN rejste sig 1,9 pct. til 112,05 kr. efter mandagens fald på 6,4 pct.
A- og B-aktien i A.P Møller-Mærsk steg 1,2 og 1,1 pct. til 14.830 kr. og 14.860 kr. Fremgangen kom, efter at det franske containerrederi CMA CGM oplyste, at det vil omdirigere skibe på tre af sine ruter væk fra Suez-kanalen på grund af global usikkerhed.
Meldingen kom, efter at Mærsk i sidste uge besluttede at vende tilbage til regelmæssig sejlads gennem Det Røde Hav og Bab el-Mandeb-strædet, og en kortere sejlrute gennem Det Røde Hav og Suez øger kapaciteten og lægger dermed pres på fragtraterne.
- Mærsk har ikke meldt noget ud endnu, men det handler om rater og kapacitet, siger Lars Hytting.
MODGANG TIL PANDORA
Mens den geopolitiske føljeton udspiller sig, har børshusene fundet lejlighed til at kigge de danske selskaber efter i sømmene frem mod regnskabssæsonen for fjerde kvartal.
Det gælder blandt andet Pandora, der får en særdeles hård medfart hos Deutsche Bank. Anbefalingen er ifølge Bloomberg News sat ned til "hold" fra "køb", mens kursmålet er blevet rundbarberet til nu 480 kr. fra 1100 kr.
Pandora har haft en svær start på 2026, hvor forventningerne er blevet nedjusteret, samtidig med at sølvpriserne fortsætter med at stige.
Pandora faldt 0,7 pct. til 515,80 kr., og smykkeaktien er faldet over 27 pct. i år.
GRØNNE AKTIER I BUND
Ørsted var under pres hele handelsdagen og faldt 2,8 pct. til 126,20 kr. Energikoncernen importerer vindmøller til Sunrise Wind-projektet fra Europa, og det kan blive dyrt med den nye told.
- Derfor er den indtjeningsmæssige betydning værd at nævne, men den gør stadig kun et meget beskedent indhug i selskabernes årsindtjening, noterer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i AL Sydbank.
Vestas endte ligeledes med i bunden af C25 med et minus til aktiekursen på 1,3 pct. til 179,20 kr. Vindmølleselskabet har forud for regnskabet for 2025 fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" af Jyske Bank, der samtidig finjusterer kursmålet til 195 kr. fra tidligere 200 kr., fremgår det af en analyse.
.\\˙ MarketWire