ISS funklede tirsdag i spidsen af det danske eliteindeks efter et stærkt halvårsregnskab med et løft af aktietilbagekøbsprogrammet.
På de følgende pladser endte Zealand Pharma, Vestas og Coloplast, hvor sidstnævnte har fået løftet anbefalingen.
C25-indekset lå længe og skvulpede omkring uændret men endte med et lille plus på 0,3 pct. til 1838,94.
- Det ligger generelt lidt fladt - både herhjemme og ude i Europa. Der er ikke de store forandringer i forhold til i går. Og så skal vi også lige have med, at der er en travl regnskabsuge i vente, hvor vi får fingeren på pulsen fra flere selskaber - og det holder investorerne lidt tilbage, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
Udover de mange regnskaber forude, der blandt andet tæller Vestas, Ørsted, Pandora, Zealand Pharma og Mærsk, så venter der ligeledes inflationsrapport fra USA onsdag, der kan give markedet større indblik i, om den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i september vil hæve sin rente.
Samtidig faldt oliepriserne, da det kom frem, at Pakistan igen har ageret mellemmand mellem USA og Iran - og tirsdag forlød det, at en aftale mellem de to krigeriske lande kan være på vej.
Bloomberg News skriver, at signalerne "de seneste to til tre dage er, at vi er tæt på en form for aftale" ifølge den pakistanske forsvarsminister Khawaja Asif. Og direkte adspurgt siger han, at "tingene former sig til fordel for fred".
ISS MED SOLIDT RESULTAT
En afvikling på tvisten med storkunden Deutsche Telekom og flere opkøb betød, at ISS i sit regnskab bød på flere positive overraskelser. Dog ikke en opjustering.
Sideløbende med regnskabet satte servicegiganten gang i anden del af sit aktietilbagekøbsprogram, der er blevet skruet op med 600 mio. kr. til 1850 mio. kr.
- Det er et rigtigt solidt resultat, men der kan være nogen, der er overraskede over, at der ikke er plads til en opjustering. Men det kan skyldes, at ISS blot er konservative, siger Mads Zink.
ISS gjorde rent bord blandt eliteaktierne og blev løftet 4,4 pct. til 285 kr. tirsdag.
Efter børslukning var Demant i ilden med sit regnskab for andet kvartal. Aktien steg 2,6 pct. til 284,20 kr.
FRISKE ANBEFALINGER TIL UNIBREW OG COLOPLAST
Børshuset ABG Sundal Collier har gennemgået C25-selskaberne Coloplast, Royal Unibrew og Carlsberg forud for deres regnskaber i næste uge.
For Coloplast udløste det en løftet anbefaling til "hold" fra "sælg" og et kursmål på 460 kr. mod 380 kr. før.
Coloplast, der offentliggør sit regnskab for tredje kvartal 18. august, gik 2,6 pct. frem til 440,40 kr.
Omvendt fik Royal Unibrew sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos ABG, der dog har skruet kursmålet op til 490 kr. fra 470 kr. forud for sit regnskab 17. august.
Bryggerikoncernen tabte 1 pct. til 469,40 kr.
Helt i bunden af C25 endte Pandora med et fald på 2,1 pct. til 778,60 kr. Smykkeaktien blev flankeret af Mærsk-aktierne, der dykkede henholdsvis 1,6 pct. får A.aktien til 16.450 kr. og 1,4 pct. for B-aktien til 16.955 kr.
- Jeg tror, at efter den stigning, Pandora har haft mere eller mindre konstant siden marts, så er der nok nogen, der vælger at tage stikket hjem, siger Danske Banks chefhandler.
Pandora kommer med regnskab torsdag.
NTG OPPRÆCISERER
Nordic Transport Group, NTG, slog forventningerne i markedet i andet kvartal fra top til bund i regnskabet for andet kvartal, der landede sent mandag.
- Det var et stærkt andet kvartal drevet af højere fragtrater og brændstoftillæg, siger Mads Zink.
Efter regnskabet har Nordea sænket sit kursmål for aktien til 390 kr. mod tidligere 420 kr. Anbefalingen er stadig "køb". Storbanken Barclays løfter kursmålet til 310 kr. fra 295 kr. og fastholder sin købsanbefaling.
NTG steg 3,2 pct. til 270,50 kr.
Tirsdag kom så byggematerialeproducenten H+H med et regnskab, der viste, at tingene var vendt rundt efter en svær start på året.
Omsætningen steg til 752 mio. kr. fra 719 mio. kr. for et år siden, og driftsoverskuddet, EBIT før særlige poster, voksede i andet kvartal til 43 mio. kr. fra 24 mio. kr. i samme periode sidste år.
Aktien steg 5,7 pct. til 104,60 kr.Som rosinen i pølseenden peger Mads Zink på celletællerproducenten Chemometec, der mandag lancerede en samarbejdsaftale med den schweiziske medicinalkæmpe Roches datterselskab, Roche Diagnostics.
- Det er en supervigtig aftale, påpeger han
Aktien steg 8,5 pct. mandag og fremgangen fortsatte tirsdag med et plus på 1,8 pct. til 475 kr.
.\\˙ MarketWire