16. sep. 2025 kl. 17:03
52 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Mærsk og Novo i fremgang med Ørsted i ...

Mærsk-aktierne endte i toppen af eliteindekset tirsdag, og de to rederiaktier fik følgeskab af Ambu, Novo og DSV, mens Ørsted endte i bunden af C25.

Efter at have ligge i grønt det meste af tirsdagen, vendte C25 rundt i eftermiddagshandlen uden noget egentlig forklaring og endte med et fald på 0,3 pct. til indeks 1665,00.

- Jeg tror, at markederne har taget glæden på forskud i forhold til den amerikanske rentenedsættelse, der kommer onsdag aften. Den vil ikke være nogen trigger, da den har været regnet ind gennem længere tid nu, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Aktiechef i Formuepleje, Otto Friedrichsen påpeger, at centralbanken efter en pause gennem hele 2025 ventes at starte op med rentenedsættelser igen:

- Det har været en af de understøttende faktorer gennem september - at inflationstrykket ser ud til at være under kontrol, samtidig med vi ser en afkøling af arbejdsmarkedet og en egentlig fornuftig robust amerikansk vækst, siger han.

MÆRSK FÅR LØFTET KURSMÅLET AF GOLDMAN

Mærsk fik løftet kursmålet af Goldman Sachs, der nu ser aktien nå 13.300 kr. inden for en periode på 12 måneder mod tidligere ventet 11.700 kr.

Det er godt nok lavere end den aktuelle kurs tirsdag, hvor B-aktien steg 3,4 pct. til 14.015 kr. Anbefalingen "neutral" gentages.

- Jeg tror, at Goldmans analyse spiller et lille puds, selv om kursmålet er lavere. De ser mere positivt på Mærsks andet halvår end konsensus, men samtidig er de lidt negative lidt længere fremme, siger Martin Munk.

SMÅ POSITIVE NYHEDER LUNER NOVO

Novo Nordisk-investorerne har ikke haft meget at smile af de seneste 15 måneder, hvor kursen er faldet mere end 60 pct., men børshuset Rothschild & Co Redburn vurderer nu, at tiden er kommet til at købe aktien. Børshuset hæver nemlig sin anbefaling for aktien til "køb" fra "hold", mens kursmålet bliver sænket til 440 kr. fra 500 kr.

Oveni drypper det ind med små positive nyheder for medicinalkoncernen. Tirsdag er der kommet nyt fra Inform-studiet, der viser endnu en positive sideeffekter ved at tage fedmemidlet Wegovy. Midlet bedømmes i studiet nemlig også at hjælpe på det mentale blandt patienter med overvægt og fedme, hvor Wegovy reducerer såkaldt "food noise" - uønskede og vedholdende tanker om mad.

- Det er en mindre nyhed - men en positiv en af slagsen. Den lægger sig oven på mandagens nyt om en udvidelse af indlægssedlen for Rybelsus, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.

Tirsdag kom det også frem, at Novo sender sin vægttabskandidat Cagrilintid videre i den afsluttende kliniske udviklingsfase 3 efter lovende resultater fra et stort studie.

Novo-aktien steg 1,1 pct. til 359,10 kr. efter mandagens plus på 2,0 pct.

ØRSTED SANK TIL BUNDS

Ørsted søgte længere og længere mod C25-bunden som tirsdagen skred frem og endte med et minus på 3,6 pct. til 191,10 kr.

Energikoncernen var mandag i ilden med detaljerne om sit 60 mia. kr. store aktiesalg, der omfatter salget af 900,8 mio. nye aktier til kurs 66,60 kr. stykket.

I kølvandet af mandagens meddelelse har det spanske finanshus Santander sat sin anbefaling for aktien ned til negative "underperform" fra "neutral", mens kursmålet er mere end halveret til 121 kr. fra 290 kr.

Det nye kursmål må formodes at være uden tegningsretter, der onsdag fragår Ørsted-aktien.

- Jeg tror, vi vil en se meget volatil aktie frem til den 30. september, hvor handlen med tegningsretterne slutter, siger Martin Munk.

.\\˙ MarketWire



Charlotte Mackeprang +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her