23. sep. 2025 kl. 17:08
55 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tirsdagens aktier: Ørsted og bankerne førte an på plusdag...

Solide stigninger til Ørsted og bankaktierne bidrog tirsdag til en stigning i det danske eliteindeks C25 på 0,9 pct. til 1665,94.

Fremgangen i indekset blev imidlertid dæmpet af et fald i sværvægteren Novo Nordisk.

I det øvrige Europa var der også gode aktietakter, herunder ikke mindst for nogle af de cykliske selskaber.

- Vi ligger pænt herhjemme, og for så vidt også i resten af Europa. Vi tog lige en puster mandag efter en god uge i sidste uge, hvor markedet tog pænt imod, at den amerikanske centralbank kom i gang med at sætte renten ned, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.

DOMSTOL OPHÆVER BYGGESTOP

Herhjemme var Ørsted i fokus, efter at en distriktsdomstol i Washington mandag nedlagde et midlertidigt forbud mod en ordre fra det amerikanske indenrigsministerium om et byggestop på havvindprojektet Revolution Wind på 704 megawatt (MW).

- Det er ikke den helt endelige sikre melding, men det er jo i hvert fald meget positivt, at Ørsted for nuværende får lov til at køre videre, siger Martin Munk.

Ørsted-aktien faldt 25. august 16,4 pct., efter at der var blevet beordret et byggestop for opførelsen af vindmølleparken, men tirsdag blev der kvitteret for de positive nyheder med en stigning på 4,0 pct. til 115,20 kr.

- Ørsted-aktien havde også en rigtig god dag mandag, hvor nogle måske tog et bet på, at domstolen i USA kunne nå frem til en positiv afgørelse, siger Martin Munk om mandagens plus på godt 5 pct.

Ørsteds tegningsretter steg tirsdag i øvrigt 16,2 pct. til 6,94 kr.

Bankerne lå også med fremme i eliteindekset. Bedst gik det for Sydbank med et plus på 4,3 pct. til 517,50 kr. Danske Bank steg desuden 2,8 pct. til 275,50 kr., efter at analytikerne hos Nordea løftede kursmålet for aktien til 310 kr. fra 290 kr. og gentog anbefalingen "køb".

POSITIV ANALYSE AF ZEALAND PHARMA

Zealand Pharma fik indledt analysedækning hos UBS med en købsanbefaling med et kursmål på 760 kr. Det var med til at løfte aktien 2,0 pct. til 455,60 kr.

Novo Nordisk faldt derimod 2,3 pct. til 374,45 kr. påvirket af en analyse fra den schweiziske storbank UBS, som har skåret kraftigt i sit estimat for det globale marked for GLP-1-midler frem mod 2030.

Det skyldes svagere efterspørgsel på både diabetes- og fedmemidler i klassen.

Banken ser nu et globalt salg af lægemiddelklassen på 130 mia. dollar, eller omkring 826 mia. kr., i 2030 mod tidligere over 150 mia. dollar, skriver Bloomberg News. Med andre ord har UBS skåret ca. 20 mia. dollar af sit estimat, eller 126 mia. kr.

Der var også analysenyt til GN fra Goldman Sachs, som løftede kursmålet for aktien til 110 kr. fra 82 kr., mens anbefalingen "sælg" blev gentaget.

GN steg 2,5 pct. til 117,90 kr.

Isoleringsaktien Rockwool nød desuden godt af positive meldinger fra den irske byggematerialekæde Kingfisher, der steg markant oven på et halvårsregnskab med oppræciserede forventninger.

Rockwool-rivalen Kingspan oplevede også en stor kursstigning efter planer om en børsnotering af en af koncernens divisioner på børsen i Amsterdam.

Rockwool steg 3,5 pct. til 240,05 kr., og i samme sektor for byggematerialer steg aktien i danske H+H desuden med 3,8 pct. til 105,20 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her