Når Tivolis nye japansk-inspirerede område, Hikari, på lørdag slår dørene op, åbnes der for Havens største tematiske investering nogensinde.
En investering, der ifølge Tivolis topchef Susanne Mørch Koch er klare forventninger til.
- Det er klart, at vi har en forventning om, at det bidrager til den samlede oplevelse i Tivoli. Når det gør det, så forventer vi selvfølgelig også, at gæsterne bliver glade for at være her og har lyst til at komme igen, og at nye gæster også har lyst til at komme ind og se Hikari, udtaler topchefen til MarketWire uden at komme nærmere den konkrete forventning til hverken omsætning eller besøgstal.
Investeringens størrelse er ligeledes svær at få et præcist svar på:
- Det er et trecifret millionbeløb, og det er det nærmeste, vi kommer, understreger Susanne Mørch Koch over for MarketWire.
Dog fremhæver Susanne Mørch Koch, at det ikke er den sidste investering i Tivoli, som gæsterne kan se frem til.
- Vi har masser af spændende investeringer, små og store, som vi planlægger over de kommende år.
- Vi kigger selvfølgelig på vores forlystelsesportefølje. Og der vil man se nogle nyheder i de kommende år.
FORTSAT MULIGHEDER FOR VÆKST
Det er ingen hemmelighed, at aktien i Tivoli den seneste tid har bevæget sig sidelæns. Aktien er i år steget med 6,6 pct, men til gengæld faldet omkring 16,5 pct. de seneste tre år.
I sidste uge skrev Børsen, at Tivoli venter at investere op mod 1 mia. kr. frem mod 2023 for at hente mere vækst. Noget som investor Jens Løgstrup tvivler på vil give et attraktivt afkast i aktien.
Jens Løgstrup udtaler til Børsen, at Tivoli har en lodret begrænsning for vækst og henviser til den fysiske plads i Haven.
Susanne Mørch Koch er dog ikke i tvivl om Havens vækstmuligheder:
- Tivoli kan bestemt se, at der er potentiale i forretningen stadigvæk, udtaler topchefen og tilføjer:
- For Tivoli handler det først og fremmest om, at vi giver vores gæster nogle helt fantastiske og unikke oplevelser. At vi bliver ved med at være det her enestående sted i verden, og at det kan tiltrække flere gæster. Og så handler det selvfølgelig om, at vi får flere gæster over alle de mange åbningsdage, vi har på et år. Og at de også forbruger af det udbud, vi har herinde, når de er herinde.
.\\˙ MarketWire