Nordeas ellers godkendte regnskab rakte torsdag kun til et afmålt plus, mens et fald i fragtraterne punkterede A.P. Møller-Mærsks stigning.
Sidst på eftermiddagen kom der rift om aktierne i Novo Nordisk efter onsdagens sene godkendelse af Wegovy-pillen i EU. Det trak samlet C25 op af dyndet til et plus på 0,4 pct. til 1912,84.
Uden for eliteindekset var stemningen omkring Alm. Brand også god efter et stærkt regnskab med et løft af årsforventningerne.
- Der er ikke så meget nyt under solen, i forhold til det vi har talt om de seneste par dage. Vi er på vej ind i regnskabssæsonen, der er lidt usikkerhed omkring Iran, så det er stadig det, der styrer markedet, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
Uden for eliteindekset var der også optur til Gubra, efter at selskabets partner Boehringer Ingelheim har taget et fællesudviklet middel i fase 2.
NORDEA LEVEREDE VAREN
Nordea præsenterede torsdag et mere end godkendt regnskab for sit andet kvartal, der blandt andet bød større indtægter, end markedet havde regnet med.
Aktien endte med et plus på 0,6 pct. til 127 kr. Det skyldtes ifølge Mads Zink, at markedet allerede på forhånd havde varmet op til en stærk udvikling i kvartalet.
- Det var et solidt kvartalsregnskab, der viser, at bankerne stadig har det rigtig godt, siger chefhandleren.
- Alle forventer, at bankerne leverer solide tal, så det er ikke nogen overraskelse, at der kommer et stærkt resultat, forklarer Mads Zink om dagens kursplus.
Storbanken fastholdt sine forventninger til egenkapitalforrentningen, der i år ses på "over 15 pct.", imens forventningerne til omkostningsprocenten er blevet skruet lidt ned.
For aktierne i Mærsk var der torsdag vanen tro nyt om fragtraterne fra analysehuset Drewry og indekset World Container Index, der efter ti uger i streg med fremgang er gået tilbage. Indekset faldt i den seneste uge med 2 pct. til 4546,64 dollar.
B-aktien i Mærsk endte 0,2 pct. højere i 17.020 kr.
NOVO FIK GODKENDT WEGOVY-PILLE I EU
Novo toppede er torsdag at finde i toppen af C25-indekset, efter at medicinalselskabet sidst på eftermiddagen onsdag kunne meddele, at vægttabspillen Wegovy er blevet godkendt af EU-Kommissionen.
EU bliver det femte marked, hvor Novo sælger sin vægttabspille. Sideløbende fik Novo også grønt lys til sin højdosisudgave af Wegovy i injektionsform.
Aktien steg 1,6 pct. til 335,80 kr.
ALM. BRAND OPJUSTEREDE EFTER STÆRKT KVARTAL
Forsikringskoncernen Alm. Brand kom godt igennem sit andet kvartal, der ellers var præget af en ekstraordinær hensættelse på grund af en dom fra højesteret om arbejdsskadeerstatning.
Alm. Brand formåede trods hensættelsen på 700 mio. kr. at levere overskud på bundlinjen, hvor analytikerne havde regnet med tab. Det skyldes en stærk underliggende forretning og et godt investeringsresultat i perioden. Det har også ført til en opjustering af forventningerne på 200 mio. kr., så der nu ventes et overskud før skat på 1450-1650 mio. kr.
Det blev belønnet med et plus på 4,1 pct. til 17,13 kr.
Biotekselskabet Gubras tyske partner, Boehringer Ingelheim, har taget en fællesudviklet vægttabskandidat i fase 2.
Studiet skal evaluere effektiviteten og sikkerheden i overvægtige personer samt finde den rette dosis.
Med den beslutning modtager Gubra omtrent 10 mio. euro eller omtrent 75 mio. kr. i milepælsbetalinger. Den videre udvikling og markedsføring af vægttabskandidaten BI 3034701 står Boehringer for.
Gubra steg 1,9 pct. til 349,20 kr.
.\\˙ MarketWire