Optimismen havde tag i det danske aktiemarked torsdag, hvor særligt Vestas og NKT gjorde væsen af sig.
Desuden steg Novonesis oven på et stærkt regnskab fra konkurrenten DSM-Firmenich, mens medicinalaktierne blev vendt ryggen.
C25-indekset endte 0,9 pct. højere i 1867,02 og kunne dermed sætte punktum for den femte børsdag i grønt på stribe.
I USA leverede aktiemarkedet torsdag eftermiddag et stort comeback efter onsdagens nedtur. Her valgte den amerikanske centralbank at fastholde renten, hvilket dog skabte en vis uro på finansmarkederne i forhold til, om bankens strategi er den rette, når det kommer til at bekæmpe inflationen.
Torsdag var bekymringerne imidlertid glemt, og investorerne kredsede i USA igen om chipsektoren, der ellers havde fået klø i et stykke tid.
VESTAS TIL VEJRS
Herhjemme blev torsdagens højdespringer, Vestas, som bragede i vejret med 6,6 pct. til 176,35 kr.
- Jeg undrede mig også over, at den ikke kunne lidt mere i går oven på et stærkt regnskab fra Nordex, men det er som, at det så kommer i dag, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Torsdag steg også et par af Vestas' store rivaler GE Vernova og Siemens Energy med 7-8 pct. Bloomberg Intelligens sendte torsdag en analyse på gaden, der forudså kæmpe muligheder for industrivirksomheder i forbindelse med udbygningen af kunstig intelligens. Blandt andet skal elnettet udbygges.
Kort før børslukketid onsdag kom det desuden frem, at Vestas har fået løftet anbefalingen til "køb" fra "neutral" af den norske investeringsbank SB1 Markets. Kursmålet får også et løft til 220 kr. fra 180 kr.
Blandt vinderne torsdag var også NKT, der steg 5 pct. til 892,50 kr. og længe har været et varmt emne, når investorerne har ledt efter aktier, der vil nyde godt af udbygningen af datacentre.
Samtidig kunne NKT torsdag se endnu en konkurrent opjustere forventningerne efter et stærkt andet kvartal. Denne gang kommer justeringen fra italienske Prysmian.
Konkurrentnyt var der også til Novonesis, der kunne se rivalen DSM-Firmenich overraske vækstmæssigt i andet kvartal. Det blev belønnet med en stigning på 12 pct. til DSM-Firmenich, mens Novonesis luntede efter med en stigning på 2 pct. til 426,20 kr.
CARLSBERG-KONKURRENT PRESSET PÅ VOLUMEN I KINA
Carlsberg kunne skæve til nyt fra verdens største bryggerikoncern, AB Inbev, som haltede en smule i andet kvartal, når det kom til volumen, men alligevel landede over det ventede målt på toplinjevæksten og driftsoverskuddet.
Volumenvæksten var tynget af fald i Kina, men fremgang i Europa, fremgår det af regnskabet.
Mens AB Inbev faldt marginalt på børsen i Bruxelles, steg Carlsberg 1,3 pct. til 964,80 kr.
I bunden af C25 havde medicinalsektoren en skidt børsdag. Novo faldt 2,1 pct. til 330,90 kr., og Genmab lukkede 1,2 pct. lavere i 1844 kr.
- Sundhedssektoren klarer sig værst i Europa i dag efter nogle gode dage, konstaterer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.
Blandt bankerne satte Jyske Bank rekord efter en stigning på 1,7 pct. til 1023 kr. AL Sydbank steg 1,9 pct. til 619,50 kr., mens Danske Bank gik frem med 2,4 pct. til 371,30 kr.
Rentemiljøet for bankerne tegner lovende. Onsdag og torsdag steg de lange renter på obligationsmarkedet efter den amerikanske centralbanks renteafgørelse.
.\\˙ MarketWire