10. jul. 2026 kl. 07:41
47 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Tryg-topchef ser "ret differentierede" justeringer på arbejdsskade efter Højesteretsdom

Tryg-topchef ser "ret differentierede" justeringer på arbejdsskade efter Højesteretsdom

Forsikringskoncernen Trygs aktuarer har i øjeblikket gang i det helt store regnearbejde for at finde ud af, hvordan priserne på arbejdsskadeforsikringerne skal være fremadrettet.

Det skyldes afgørelsen i Højesteret i april, der betyder, at flere med arbejdsskadeforsikringer kommer til at gøre krav gældende over for deres forsikringsselskaber.

Efter afgørelsen i Højesteret hensatte Tryg 1,2 mia. kr. i skader til historiske sager, og nu regnes der på, hvordan det forventede øgede skadesniveau skal afspejles i priserne.

- Hensættelsen på de 1,2 mia. kr. håndterer den bagudrettede historiske situation. Og fremadrettet er det jo op til hver enkelt forsikringsoperatør at finde ud af, hvad den nye dom betyder for priserne.

- Så det er almindelig konkurrence, at hver operatør skal finde ud af, hvad priserne skal være fremadrettet. Det arbejder vi med, siger Trygs administrerende direktør, Johan Kirstein Brammer, i et interview med MarketWire.

MarketWire: Hvad har I foretaget af tiltag hidtil, og hvad forestiller du dig, at der kommer til at ske?

- Den nye dom fra Højesteret har meget klart indikeret, at de arbejdsskadeforsikringer, der ligger, dækker markant mere. Det vil sige, at der er flere kunder, der kommer til at få mulighed for at rejse nogle krav.

- Det er positivt for arbejdstagerne, det er positivt for virksomhederne, men det kommer selvfølgelig også til at sætte sig i, at forsikringsselskaberne bredt kommer til at have større udgifter, og det skal jo afspejles i prisen. Så det er vel helt almindelig markedsøkonomi.

MarketWire: Har I fået gennemanalyseret, hvad det kommer til at betyde?

- Jeg tror, vi har et meget godt billede på det, eftersom vi sidder med en stor del af data internt i Tryg. Vi har nogle af de allerdygtigste aktuarer, der findes, vil jeg vove at påstå, så vi har et meget godt perspektiv på, hvad det betyder. Og det er vi selvfølgelig ved at finregne på nu, efter vi fik dommen i april måned.

- Vi har været ude at regulere priserne allerede nu for nye kunder, og vi sidder lige nu og regner på, hvordan vi skal håndtere det med eksisterende kunder. Så det er vi godt i gang med, siger Johan Kirstein Brammer.

Prisjusteringerne ser han blive meget segmenterede og differentierede, da dommen har forskellige konsekvenser afhængig af, hvilken industri og arbejdsgruppe, man befinder sig i.

- Der er ikke ét tal, der er det rigtige. Det bliver ret differentieret. Det er derfor, jeg har dygtige aktuarer, der sidder og regner på, hvad denne her dom betyder. For det kommer til at betyde, at mange flere kommer til at kunne rette krav mod deres forsikring, siger Johan Kirstein Brammer.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 336 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig