07. maj 2026 kl. 13:39
87 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/åbning: Rekordjagten fortsætter akkurat - regnskaber fra McDonald's og Snap i fokus

USA/åbning: Rekordjagten fortsætter akkurat - regnskaber fra McDonald's og Snap i fokus

Investorerne holder akkurat snuden i rekordsporet torsdag, hvor de amerikanske aktier er åbnet i grønt for tredje dag i træk.

Det brede S&P 500-indeks stiger i de indledende handler med små 0,1 pct., mens det for teknologitunge Nasdaq går frem med 0,2 pct. Det smalle Dow Jones ligger med et plus på 0,4 pct. fra start.

Dermed er der faldet lidt ro på fra onsdag, hvor det blev til solide indeksplusser på Wall Street på 1,2-2,0 pct. med rekorder til S&P 500 og Nasdaq på håbet om at en fredsløsning mellem USA og Iran måske snart er på plads.

Iran gennemgår og overvejer det seneste amerikanske fredsforslag, som kilder indikerer formelt vil afslutte krigen.

- Selv om der endnu ikke er indgået en endelig fredsaftale, priser markederne tydeligvis et meningsfuldt skridt frem mod en løsning ind. Det afgørende er, at det reducerer sandsynligheden for de mest negative scenarier – især dem, der indebærer et mere langvarigt chok for den globale vækst, siger Francisco Simón, chef for investeringsstrategi hos Santander, ifølge Bloomberg News.

Torsdag er der ikke så meget nyt fra den front, og i stedet kan investorerne koncentrere sig om de mange regnskaber som i disse uger vælter ind over Wall Street.

MCDONALD'S PRÆSTERER FEDT OVERSKUD - SNAP RAMMES AF IRAN-KRIG

Blandt de regnskabsaktuelle selskaber er fastfoodkæmpen McDonald's, som er kommet fornuftigt fra start, efter at selskabet har fremvist et stærkere end ventet overskud for første kvartal.

Det sammenlignelige salg voksede dog ikke helt så meget som spået, men investorerne er tilfredse og sender aktien op med 1,2 pct. fra start.

Snap, som står bag Snapchat, falder omvendt efter sit regnskab, hvor annonceforretningen har været under pres fra krigen i Mellemøsten.

Snapchat har egentlig haft markant bedre end ventet vækst i antallet af brugere, men investorerne lader til at hæfte sig ved, at "geopolitisk modvind fra Mellemøsten" ifølge Snap har kostet 20-25 mio. dollar i marts alene, skriver Bloomberg News.

Aktien ligger med et indledende minus på 3,6 pct.

Onsdag aften var der umiddelbart godt nyt fra chipsektoren, da Arm Holding fremlagde et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal inklusive en opmuntrende prognose.

Det sendte aktien op med over 10 pct., men en nærlæsning viste en svag udvikling relateret til mobiltelefoner og hukommelse sin negative effekt på royaltyindtægterne. Samtidig levede prognosen for indeværende kvartal ikke helt op til Wall Streets forventninger, og torsdag falder aktien 3,1 pct.

Aktien i Doordash er i hopla med et plus på 5,3 pct. fra start, efter madudbringeren har begejstret investorerne med en opmuntrende ordreprognose.

Doordash regner med bruttobestillinger i sit andet kvartal for 32,4-33,4 mia. dollar, og det trumfer forventningen hos analytikerne på 32,25 mia. dollar. Det tegner et billede af en glimrende efterspørgsel på madleveringer i både USA og på de internationale markeder, hvor Doordash i Danmark ejer madudbringeren Wolt.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,6
Baseret på 297 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig