17. aug. 2026 kl. 20:07
64 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: "Magnificent Seven" trak markedet i minus

USA/lukning: "Magnificent Seven" trak markedet i minus

De amerikanske aktier indledte den nye uge med et moderat fald, der skyldtes pres på navnene i "Magnificent Seven".

Der var dog en underliggende AI-optimisme i kølvandet af en nyhed sent fredag om, at Anthropic, der er på vej på børsen i USA, i sit andet kvartal så en 14-dobling af sin omsætning.

Olieprisen steg samtidig med 2,6 pct., da USA's præsident, Donald Trump, truede med nu også at bombe Oman, der ellers er en amerikansk allieret, hvis landet med sine forhandlinger med Iran om kontrollen med Hormuzstrædet kommer "i vejen" for amerikanerne.

Og den usikkerhed var med til at lægge et pres på aktierne.

Det brede S&P 500-indeks tabte på den baggrund 0,5 pct. efter et samlet plus på 0,4 pct. sidste uge.

Dow Jones mistede sideløbende 0,5 pct., mens Nasdaq flere gange svingede omkring nullet, men endte i minus med 0,3 pct.

- Investorer fortalte sig selv, at krige altid får en ende. Jeg tror ikke, at nogen havde indregnet, at dette stadig kunne være i gang, når vi nærmer os slutningen af sommeren, kommenterer David Morrison, senior markedsanalytiker hos Trade Nation, over for Reuters.

CHIPS GIK FREM

I S&P 500 klarede it-aktierne sig hæderligt gennem mandagens handel med et minus på 0,2 pct., da særligt chipselskaberne trak op. Her vendte Nvidia, som er parat med op mod 105 mia. dollar i investering i et nyt datacenter til OpenAI, dog rundt fra en mindre stigning til et fald på 0,1 pct., mens Broadcom gjorde præcis det samme.

AMD satte sig ganske vist ligeledes 1,6 pct., men Intel blev løftet 1,0 pct., og Micron Technology trak solidt op med 4,1 pct.

I samme genre og helt i top i hovedindekset lå hukommelsesproducenterne Sandisk og Western Digital med løft på 8,9 og 5,4 pct., mens chipproducenten Marvell Technology gik 5,5 pct. frem.

Blandt de øvrige it-navne var der omvendt pres på Microsoft med et minus på 3,0 pct., mens Apple endte med et beskedent minus på 0,1 pct. Oracle tabte mandag desuden 2,6 pct., mens Cisco blev hevet 1,1 pct. op.

For de to øvrige vækstsektorer gjaldt det, at cyklisk forbrug mistede 1,0 pct., mens kommunikationsservice tabte 1,5 pct. Her var der pres på Amazon, som mistede 0,5 pct., mens Tesla bakkede 0,9 pct. Alphabet faldt også 0,6 pct., samtidig med at Meta Platforms, som i denne uge står over for en stor retssag om sine platformes mulige afhængighedsskabende algoritmer, smed 3,5 pct.

DÅRLIG OPFØRSEL

Energiaktierne steg mandag omvendt 0,9 pct., da Exxon Mobil og Chevron gik frem med respektive 0,9 og 1,4 pct., og i sundhed, der satte sig 0,2 pct., var der fremgang til Novo Nordisks amerikanske konkurrent Eli Lilly på 0,3 pct., mens Johnson & Johnson steg 0,8 pct.

På nyhedsfronten indgik RTX en aftale med den amerikanske flåde til 22,9 mia. dollar om at øge produktionen af Tomahawk-missiler, men aktien faldt alligevel 0,6 pct.

En anden våbenproducent, L3Harris, tabte samtidig 4,6 pct. i kølvandet af en flyvende udskiftning på chefgangen, da topchef og formand Christopher Kubasik forlader koncernen uden varsel efter en adfærd, som ikke er "på linje" med koncernens værdier. Han afløses som direktør af Sam Mehta og som formand af Lewis Hay III.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,3
Baseret på 507 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig