Det altoverskyggende tema for de amerikanske aktiemarkeder er fortsat AI, hvor nedturen for chipaktierne har taget til onsdag forud for aftenens rentemelding fra centralbanken Federal Reserv.
Samtidig har genoptagne kampe i Mellemøsten sat skub i oliepriserne, der understøtter energiselskaberne fra start.
Det brede S&P 500-indeks viger 1,0 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks sendes ned med 1,3 pct.
Dow Jones presses mest tilbage med 1,7 pct., idet det smalle indeks tynges af fald i indeksets tungeste aktier, Goldman Sachs og Caterpillar, der også er ramt af den negative stemning omkring AI-temaet.
Der er ved afslutningen på aftenens rentemøde ventet en fastholdelse af renten blandt flertallet. Omkring en tredjedel spekulerer i en renteforhøjelse for at få bugt med inflationen.
- Med fortsat volatile oliepriser og inflationsforventningerne i fare for at løsrive sig tror vi ikke, at Federal Reserve kan fastholde samme overbevisning, som den har vist for nylig, siger Michael McGowan, der er chefstrateg i Pathstone, til Reuters.
- Hvis Federal Reserve fastholder, kan potentielle dissenter i fortale for renteforhøjelser være interessante, fortsætter han.
Efter børslukning kommer AI-temaet igen i fokus, når både Microsoft og Meta leverer regnskaber. Her vil markedet holde særligt øje med investeringerne i kunstig intelligens.
ENDNU EN SUR DAG FOR CHIPAKTIERNE
Den amerikanske sektor for chipaktier får onsdag endnu et nyrestød, idet den målt på Philadelphia Semiconductor-indekset falder med 3,4 pct. Det er samtidig femte dag i streg i rødt.
Nedturen for chipaktierne har i denne uge været drevet af bekymringer om bæredygtigheden af det enorme boom i investeringerne i AI, ligesom at de cirkulære aftaler med blandt andet Nvidia vækker uro.
Onsdag går det blandt andet ud over hukommmelseschipkæmpen Micron Technology og processorkoncernen AMD, der begge falder mere end 5 pct., mens chipkongen Nviida kan nøjes med et minus på 2,7 pct.
Chipsektoren er også presset af et regnskab fra chipudstyrskoncernen KLA Corp., der af finanshuset Morgan Stanley kaldes for uinspirerede. KLA-aktien smider 8,5 pct.
Eneste lyspunkt i chipsektoren er harddiskproducenten Seagate, der løftes 1,6 pct.
Seagate kom sent tirsdag med regnskab for sit forskudte fjerde kvartal, der bød på en stærkere end ventet toplinjevækst på 48 pct., en bedre end ventet indtjening samt en stærk prognose for omsætningen i det igangværende kvartal.
Fremgangen er drevet af stor efterspørgsel fra udbygningen af de store datacentre, der har stor appetit på lagringskapacitet og hukommelseschips.
Bekymringer for den store vækst i investeringerne i AI-boomet er også med til at lægge pres på investeringsbankerne Goldman Sachs og Morgan Stanley, der falder henholdsvis 4,9 og 3,9 pct.
De to aktier har de seneste uger fulgt det teknologitunge Nasdaq 100-indeks tæt, drevet af optimisme omkring kommende børsnoteringer og de gebyrindtægter, som de to banker forventes at opnå herfra, fremhæver Bloomberg News.
Også Caterpillar hænger med et minus på 6,1 pct. i bremsen, efter at finanshuset Baird venter, at industrikæmpens ordrebog vil blive ramt, da der er voksende politisk modstand mod udbygningen af datacentre, som ellers har været en vigtig vækstmotor for selskabet.
OP MED ENERGI
Nye kampe mellem USA og Iran efter fire dages ro sender onsdag oliepriserne op med mere end 7 pct. Stigningen er yderligere forstærket af kommentarer fra USA's præsident, Donald Trump, der over for Fox har lovet hårde angreb mod Iran.
Det gør godt for oliegiganterne Chevron og Exxon Mobil, der stiger med henholdsvis 3,1 og 2,6 pct. Også selskaber som Conocophilips, Diamondback Energy og Occidental Petroleum understøttes af prisudviklingen. Aktierne stiger 3,6-4,3 pct.
.\\˙ MarketWire