En let aftagende inflation i USA er onsdag med til at løfte det brede aktiemarked, fordi det giver investorerne ro, i forhold til at der ikke venter en pengepolitisk stramning lige om hjørnet.
Blandt enkeltaktierne trækker blandt andet Coreweave og Super Micro Computer op og er med til at give lidt mere tro på tingene igen i afdelingen for kunstig intelligens (AI) igen.
Ud på handelsdagen onsdag stiger S&P 500-indekset med 0,2 pct., og Nasdaq-indekset går 0,4 pct. frem. Dow Jones-indekset nøjes med et marginalt plus på 0,04 pct.
INFLATIONEN AFTOG SOM VENTET EN SPIDS
Onsdagens inflationsrapport for juli indeholdt ellers ingen overraskelser overhovedet i forhold til økonomernes forhåndsforventninger, men selv det er i det nuværende markedsmiljø nok til at give lidt optimisme.
- Den store overraskelse med en rapport, der ikke havde nogen overraskelser, er, at en situation, hvor inflationen ikke accelererer igen, sammenkoblet med den seneste svag arbejdsmarkedsrapport giver Federal Reserve mere tid at vente i, siger Chris Zaccarelli, der er investeringsdirektør hos Northlight Asset Management, til Bloomberg News.
Forbrugerpriserne i USA steg i juli med 3,4 pct. sammenlignet med samme måned sidste år, hvilket var helt som spået af økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Samtidig er det en lille afkøling af inflationen, der i juni var på 3,5 pct.
AI-AKTIER ER GODT KØRENDE
Blandt enkeltaktierne er Coreweave, der laver datacentre til AI-systemer, flyvende i onsdagens handel.
Selskabet toppede analytikernes forventninger over en bred kam i andet kvartal i et boomende marked, hvor kunderne strømmede til.
Salget blev mere end fordoblet i andet kvartal, men Coreweave noterede alligevel et tab per aktie på 1,14 dollar.
Begge dele var dog en tand bedre end ventet, og vigtigt var det også, at Coreweaves ordrebog, der er et godt mål for det fremtidige salg, var på 104 mia. dollar.
Investorerne belønner efter godt to en halv times handel regnskabet med en stigning på 19,0 pct. til 107,51 dollar.
AI-serverproducenten Super Micro Computer imponerede ligeledes med sit regnskab for det forskudte fjerde kvartal 2025/26, hvor indtjeningen landede over forventning.
Selskabet løftede dog tidligere på sommeren sløret for udviklingen i forbindelse med en række foreløbige regnskabstal for fjerde kvartal.
Det er derfor især prognosen for 2026/27, der er udslagsgivende for udviklingen på børsen onsdag. Her venter Super Micro et nettosalg på 65-72 mia. dollar, og det er langt over konsensus blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News inden regnskabet lød på 54,4 mia. dollar.
Super Micro Computer stiger efter den positive overraskelse med 14,8 pct. til 36,28 dollar.
En stærk prognose er også udslagsgivende for webserviceselskabet Similarweb, der løftes med 15,7 pct. til 8,35 dollar oven på et godt regnskab for andet kvartal, der var bedre end ventet blandt analytikerne og også indeholdt et løft af forventningerne.
Det har efterfølgende fået børshuset Northland Securities til at løfte sin anbefaling af aktien.
.\\˙ MarketWire