21. jul. 2026 kl. 16:23
75 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Comeback til chipaktier med Nvidia i front

USA/middag: Comeback til chipaktier med Nvidia i front

Fornyet chipfremgang løfter tirsdag de amerikanske aktier, men flere af de andre store teknologinavne presses bagud, men samlet set betyder udviklingen en overordnet grøn aktiedag i USA.

Samtidig fortsætter Iran og USA at udveksle angreb mod hinanden, ligesom begge parter har indført en blokade af skibsfarten i Hormuz, mens houthierne i Yemen mandag også truede med at blokere for saudiske skibe i Det Røde Hav.

Det skubber tirsdag olieprisen op med 2,3 pct. efter en mindre stigning mandag og et hop op i sidste uge på 15 pct., og i sin tur løfter den udvikling igen markedsrenterne.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, 0,9 pct., mens Dow Jones stiger 0,8 pct., og Nasdaq klarer sig bedst med et plus på 1,4 pct.

EN SUND NULSTILLING

I S&P 500 er det tirsdag it-aktierne, der klarer sig bedst med et plus på 2,2 pct. og med en underliggende fremgang til chipsegmentet på 3,8 pct.

Philadelphia Stock Exchange Semiconductor Index løftes da også sideløbende med 5,2 pct., efter at det fredag var gået ind i et bearmarked med et minus fra sin top på 20 pct.

- Den seneste korrektion synes mere at være i overensstemmelse med en sund nulstilling efter en parabolsk stigning end med et fundamentalt sammenbrud i investeringstemaet omkring AI, siger Adam Turnquist, chefstrateg hos LPL Financial, til Bloomberg News.

Chipindekset er da også stadig i plus med omtrent 75 pct. siden nytår.

Tirsdag er der også fremgang til energiaktierne med 0,7 pct., mens der for cykliske sektorer som industri samt råvarer og materialer ligeledes er et løft på 0,7-0,8 pct.

Cyklisk forbrug stiger samtidig små 0,1 pct., mens kommunikationsservice smider 0,6 pct., og dagligvarer mister 0,9 pct.

Det er Nvidia, der løfter mest i tirsdagens marked med en fremgang på 1,3 pct., mens andre halvledernavne også vinder frem. Det gælder blandt andet med et plus på 2,1 pct. til Broadcom, på 6,2 pct. til AMD, på 7,6 pct. til Applied Materials og på 7,5 pct. til Intel, der i øvrigt menes at være på vej med besparelser i form af afskedigelse i datacenterdivisionen. I 2025 fyrede Intel 5000 ansatte.

Hukommelsesproducenten Micron løftes desuden med 12,2 pct., ligesom mindre lagringsnavne som Western Digital, SanDisk og Seagate topper i hovedindekset med plusser på 11,7-12,8 pct.

ENDELIG PLUS TIL SPACEX

Ligeledes inden for it er Apple kravlet fra et minus til et plus på 0,8 pct. Microsoft smider derimod 1,1 pct., mens Oracle vinder 3,4 pct.

I cyklisk forbrug taber Amazon 1,0 pct., mens Tesla stiger 3,1 pct., og i kommunikationsservice er der et minus til Alphabet på 0,8 pct., mens Meta Platforms stiger 0,2 pct.

Det er også i kommunikationsservice, at SpaceX huserer, men stadig uden for S&P 500-indekset, og tirsdag bliver det efter syv dage med kursfald endelig til et plus på 6,2 pct. I 127,22 dollar er rumaktien dog stadig 6 pct. under udbudskursen i 135 dollar.

Blandt de store aktienavne er der tirsdag også fremgang til Novo-konkurrenten Eli Lilly på 1,5 pct., mens Johnson & Johnson desuden løftes 0,8 pct. Omvendt er der pres på dagligvarekæmpen Walmart med et minus på 1,8 pct., mens konkurrenten Costco sætter sig 0,8 pct.

REGNSKABER I FOKUS

Regnskabssæsonen er samtidig i fuld gang i det amerikanske, og her er kemi- og industrikæmpen 3M med i toppen med en fremgang på 8,6 pct. efter en opjustering.

Lego-konkurrenten Hasbro løftes desuden med 7,4 pct., hvilket ligeledes skyldes en opjustering.

General Motors belønnes også for sine tal og en opjustering, på baggrund af et bedre salgsmiks med større afsætning af de dyrere pick-up trucks, med et løft på 4,5 pct.

I den anden ende sendes medicoselskabet Danaher i bund med et fald på 13,3 pct. efter en melding om en omsætningsvækst i de igangværende tre måneder på 2,0-2,3 pct. mod ifølge Bloomberg News ventede 3,6 pct.

Olieserviceselskabet Halliburton hører også til i den tunge ende med et minus på 5,6 pct. efter svagere end ventede indtjeningsmarginer i andet kvartal.

Våbenproducenten Northrop Grumman taber desuden 2,5 pct. trods en opjustering og tal for andet kvartal over konsensus, hvilket dog skyldes lavere skat snarere end driften.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 396 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig