28. jul. 2026 kl. 16:03
226 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Nasdaq tynges af chipsektoren - Coca-Cola hjælper Dow til vejrs

USA/middag: Nasdaq tynges af chipsektoren - Coca-Cola hjælper Dow til vejrs

Uro om chipsektoren ulmer tirsdag middag New York-tid på det amerikanske aktiemarked, hvor Nasdaq-indekset halter efter de øvrige indeks på grund af bekymringer om omfanget af investeringer i udbygningen af kunstig intelligens.

Derimod sørger blandt andet Coca-Cola oven på et flot regnskab for at sende det smalle Dow Jones-indeks i et pænt plus.

Dow Jones-indekset stiger med 1,3 pct., mens det brede S&P 500-indeks ligger 0,4 pct. højere.

Nasdaq-indekset, der har ligget underdrejet det meste af tirsdagen, har ved middagstid rettet sig til et plus på 0,1 pct.

Der er dog massive fald i chipsektoren, hvor Advanced Micro Devices falder 8,7 pct., Intel ligger 6 pct. lavere, og Micron smider 9,5 pct. Sandisk dratter 14 pct.

Nvidia, der mandag blev overhalet af Apple, som verdens mest værdifulde selskab, holder denne gang skindet på næsen og stiger med 0,9 pct.

TUNGE FALD I SYDKOREA

Nedturen blandt chipaktierne følger tocifrede fald i sektoren tirsdag blandt sydkoreanske giganter SK Hynix og Samsung.

- Markedet er yderst bekymret over det omfang af omkostninger, som hyperscalerne har haft. Disse enorme beløb i dollar virker uansvarlige på nuværende tidspunkt, siger Robert Pavlik, seniorporteføljeforvalter hos Dakota Wealth, til Reuters.

Senest har der ifølge Reuters været tegn på, at store virksomheder som Alphabet og Tesla er ved at blive tørlagt i deres jagt på at indfri ambitionerne inden for kunstig intelligens.

Fokus vil derfor ikke mindst være på investeringsbehovet, når selskaber som Meta og Microsoft onsdag og Apple og Microsoft torsdag i denne uge kommer med regnskab. De tilhører alle gruppen af hyperscalere, som står for den største del af udbygningen af infrastrukturen inden for kunstig intelligens.

Samtidig er kapløbet med Kina benhårdt. I fokus er i høj grad rygter om, at et kinesisk selskab ifølge mediet The Information er begyndt at fremstille dyb ultraviolet litografimaskiner, DUV. Produktion af DUV-maskiner vil give Kina mulighed for at løsrive sig fra afhængigheden af hollandske ASML, som er underlagt eksportrestriktioner uden for EU.

VM GIVER RYGSTØD TIL COCA-COLA

Selv om rampelysets skær skinner stærkest på teknologiselskaberne, stjæler blandt andre regnskabsaktuelle Coca-Cola lidt af opmærksomheden, efter at selskabet har opjusteret sine forventninger til 2026 oven på stærk salgsvækst i andet kvartal.

Opjusteringen og fremgangen er ifølge Bloomberg News drevet af VM i fodbold, hvor sodavandsproducenten var sponsor.

Udover Coca-Cola har den amerikanske pakkepostgigant UPS aflagt regnskab forud for børsåbning tirsdag, hvor selskabet også opjusterer sine forventninger til omsætningen. Aktien falder dog med 4,5 pct. Ifølge Mark Hackett, chefstrateg hos Nationwide Mutual Insurance, er det UPS' forventninger til marginer og volumener, som skuffer.

Det skriver Bloomberg.

Efter børslukketid kan investorerne se frem til regnskab fra betalingskæmpen og Dow-medlemmet Visa, der stiger 1,3 pct. op til regnskabet. Ifølge Bloomberg agter Visa at skille sig af med 2600 medarbejdere, eller 7 pct. af den samlede stab, blandt andet som led i implementeringen af kunstig intelligens.

Blandt de øvrige Dow-aktier i fremdrift er blandt andet detailaktier som byggemarkedskæden Home Depot, der stiger 3 pct., samt Walmart, som ligger 2,7 pct. højere.

Også flyproducenten Boeing og Procter & Gamble, som laver husholdsartikler, er på vinderholdet - begge efter stigninger på 2,3 pct.

- Det, der sker, er en reel rotation væk fra aktier, hvor positioneringen var - og til en vis grad stadig er - meget tung, udtaler Olivier David, der er fondsforvalter hos Vega Investment Solutions i Paris, til Bloomberg.

- Styrken af denne regnskabssæson betyder, at investorerne har flere muligheder, fortsætter Olivier David.

Boeing har desuden leveret regnskab for andet kvartal, der viste frie pengestrømme på 631 mio. dollar, mens analytikerne på forhånd havde spået pengestrømme på bare 331 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 423 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig