De amerikanske aktier vinder igen onsdag solidt frem, og markedet bevæger sig derfor atter en gang inden for rækkevidde af en rekord med blot omtrent 1 pct.point til den seneste top fra slutningen af oktober.
Det er it-aktierne - Nvidia, Broadcom, Microsoft og Apple - som onsdag løfter i markedet, mens to af de seneste dages vindere, Alphabet og Novo-konkurrenten Eli Lilly, falder tilbage.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.15, lokal tid i New York, frem med 0,9 pct. Dow Jones og Nasdaq stiger samtidig også hver især med stiger 0,9 pct.
Aktierne i USA er nu steget med 4,3 pct. siden forrige tirsdag. Forinden da var markedet på godt en uge faldet med 4,6 pct.
- Det faktum, at vi har set et så hurtigt rally efter det tilbageslag, fortæller bare, at der stadig er en hel del underliggende efterspørgsel, siger Daniel Murray, investeringsdirektør hos EFG Asset Management, til Bloomberg News.
Markedsrenterne tikker samtidig en smule opad i kølvandet af en opgørelse, der viste at antallet af nye ledige i USA faldt en smule, men det rykker i overordnet på, at markedet stadig med lidt mere end 80 pct. sandsynlighed venter en rentenedsættelse på 0,25 pct.point fra Federal Reserves side den 10. december til 3,50-3,75 pct.
Desuden peger handelen med rentefutures i retning af op mod tre nedsættelser mere i 2026. For en uge siden indregnede investorerne kun tre lempelser i alt frem til udgangen af næste år.
NVIDIA TRÆKKER FOR
I S&P 500 er det onsdag it-aktierne, der klarer sig bedst med et plus på 1,4 pct. Udviklingen er trukket af en fremgang til Nvidia, der tirsdag begrænsede et fald på mere end 7 pct. til et minus på 2,6 pct. Onsdag vinder chipkæmpen på 1,5 pct., og den mindre konkurrent Broadcom trækkes med op med et løft på 2,5 pct.
Ligeledes inden for it stiger Apple igen med 0,8 pct. og styrer dermed mod endnu en rekord i 279,14 dollar, mens Microsoft vinder noget mere frem med 2,1 pct., og mens Oracle hopper lidt tilbage efter en længere negativ periode med et plus på 4,0 pct.
Inden for de teknologitunge sektorer vinder cyklisk forbrug også frem med 0,7 pct., mens kommunikationsservice omvendt sætter sig 0,6 pct.
I sidstnævnte falder Alphabet 1,5 pct. Meta Platforms tikker også ned med 0,1 pct., men i cyklisk forbrug er der fremgang til Amazon på 0,5 pct., ligesom Tesla vinder 0,3 pct.
I sundhed er der et marginalt minus. Her tager Novo-konkurrenten Eli Lilly tilsyneladende en pause fra rekordridtet med et minus på 0,4 pct. fra tirsdagens lukketop. Abbvie sætter sig også efter en positiv periode med 1,6 pct., mens Johnson & Johnson dog stiger 0,2 pct.
LØFTES AF OPKØB
På nyhedsfronten løftes Robinhood med 7,9 pct., da investeringsplatformen sammen med finanshuset Susquehanna køber 90 pct. af Ledgerx, der er en platform til handel med derivater.
Regnskabssæsonen er ved at gå på hæld, men der kommer stadig nyt fra flere større navne.
Et af dem er Dell Technologies, der stiger 6,3 pct. onsdag efter en opjustering tirsdag aften blandt andet på grund af øget salg af AI-servere.
I den anden ende falder softwarekoncernen Workday 9,5 pct. på trods af et på overfladen lidt bedre end ventet regnskab for tredje kvartal, men blandt andet Citi hæfter sig ved et begrænset potentiale for forbedrede indtjeningsmarginer.
Traktorproducenten Deere dropper også 5,3 pct. efter en skuffende prognose for 2025/26, og computer- og printerproducenten HP tager et minus på 1,9 pct. på helt samme konto.
.\\˙ MarketWire