15. jul. 2026 kl. 16:29
51 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/middag: Nvidia og chipaktier presser marked i minus - Apple og Microsoft løfter

USA/middag: Nvidia og chipaktier presser marked i minus - Apple og Microsoft løfter

De amerikanske aktier falder let på en onsdag med pres på flere af de store chipaktier, men omvendt fremgang til flere andre af de øvrige store teknologinavne.

Trods nye amerikanske bombninger i Iran og nye trusler fra USA's præsident, Donald Trump, om angreb på broer og kraftværker i næste uge, så flytter olieprisen sig ikke alverden onsdag, hvilket kan skyldes, at netop Trump - igen - har oplyst, at Iran har ringet til ham for at forhandle.

Markedsrenterne kan derfor fortsætte faldet fra tirsdag, da en opgørelse viste, at forbrugerprisernes vækst aftog mere end ventet i juni, og onsdag er det producentprisernes tur til at overraske med en aftagende tendens mod en ventet tiltagende udvikling. Det betyder samtidig, at investorerne nedtoner forventningerne til renteforhøjelser i år, men dog stadig indregner en enkelt af slagsen.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falde kl. 12.20, lokal tid i New York, med 0,1 pct., mens Dow Jones går marginalt i minus, og Nasdaq sætter sig 0,1 pct.

- Det ser ud til, at genopblussen i inflationen i 2026 toppede sidste måned og er på vej tilbage ned mod sin trend før konflikten, siger Jamie Cox, ledende partner hos Harris Financial Group, til Bloomberg News.

- Det hjælper virkelig Federal Reserve med at undgå fejlen at hæve renterne ind i et udbudschok.

Mens tirsdagens opgørelse viste, at forbrugerpriserne i juni steg 3,5 pct. i forhold til samme måned 2025 mod 4,2 pct. i maj, så vidner onsdagens opgørelse om en vækst på årsbasis i producentpriserne i juni på 5,5 pct., men mod ventede 6,2 pct. og 6,0 pct. i maj.

Det mildere inflationsbillede betyder, at investorerne nu ikke regner med helt så høgeagtig en amerikansk centralbank og derfor ser, at renten i USA vil slutte året i 3,90 pct. Mandag var forventningen en slutrente i 4,05 pct. mod nuværende 3,50-3,75 pct.

Sandsynligheden for en forhøjelse allerede her i juli er ifølge handelen med rentefutures nu på omtrent 10 pct. mod omtrent 50 pct. på et tidspunkt mandag.

PRES PÅ CHIPAKTIER

For vækstsektorernes vedkommende er billedet onsdag det modsatte af tirsdag. I toppen i S&P 500 ligger nemlig kommunikationsservice og cyklisk forbrug med fremgange på 3,1 og 1,6 pct., mens it-aktierne falder tilbage med 1,5 pct., da chipaktierne modsat tirsdag tynger.

Der er samtidig fremgang til finansaktierne, hvor der ligesom tirsdag er kommet solide regnskaber fra storbankerne, på 0,8 pct. I energiaktierne tager investorerne lidt gevinster hjem efter de seneste dages stigninger, og sektoren smider derfor 1,8 pct.

Det er blandt andet Nvidia, som tynger onsdag med et fald på 2,4 pct., men efter solide plusser de foregående handelsdage. Broadcom falder også 0,5 pct., og lidt længere nede af listen er der et minus på 10,0 pct. til Micron Technology, ligesom AMD mister 6,3 pct., og Intel bakker 7,6 pct.

GODKENDT I KINA

Apple, der ifølge The Information er på udkig efter opkøb i netop chipsektoren, trækker omvendt op med 4,0 pct. Her er den gode nyhed onsdag, at myndighederne i Kina endelig har godkendt Apple Intelligence, som er elektronikkæmpens værktøjer baseret på kunstig intelligens.

Efter tirsdagens pres på flere softwarenavne, da IBM skuffede med svage salgstal for andet kvartal og blev sendt 25,2 pct. ned, er der comeback til Microsoft på 3,3 pct., ligesom Oracle skyder op med 2,7 pct. IBM, hvis nedtur tirsdag var selskabets største i 58 år, aktie har stabiliseret sig onsdag med et fald på 1,6 pct.

I cyklisk forbrug er Tesla onsdag i minus med 0,9 pct., mens Amazon derimod vinder 3,3 pct. frem, og i kommunikationsservice stiger Alphabet med 3,7 pct., ligesom Meta Platforms går op med 3,5 pct.

I sundhed, hvor Novo-konkurrenten Eli Lilly går tilbage med 0,9 pct., sætter Johnson & Johnson sig også 1,2 pct. efter et kvartalsregnskab, der ellers var bedre på salget end ventet.

VIL KØBE PAYPAL

Morgan Stanley ser ikke den store påvirkning efter sine tal med et kursfald på 0,9 pct. trods stor fremgang i indtægterne fra aktiehandel.

Bank of New York Mellon løftes derimod 2,5 pct. til rekord i 158,40 dollar efter en opjustering af indtægtsforventningen. Blackrock vinder endnu mere i form af 6,7 pct., da verdens største kapitalforvalter i andet kvartal har set formuen under forvaltning stige til 15.300 mia. dollar og indtjeningen ryge i vejret på øgede gebyrindtægter.

PayPal er også i fokus og brager op med 16,3 pct. til 55,09 dollar efter forlydender om, at konkurrenten Stripe og kapitalfonden Advent i fællesskab vil komme med et fælles opkøbstilbud på 60,50 dollar per aktie.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,5
Baseret på 362 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig