De amerikanske aktier handles godt ned fredag, da investorerne igen holder udsalg i chip- og i teknologiaktierne, da der stilles spørgsmålstegn ved de enorme AI-investeringer.
Med til at øge nervøsiteten omkring kunstig intelligens er, at det kinesiske selskab Moonshot har lanceret en ny sprogmodel, Kimi K3, der efter selskabets eget udsagn overgår alle andre kendte modeller bortset fra de to mest avancerede fra OpenAI og Anthropic.
Oven i det er der fredag udløb af optioner i USA, hvilket typisk er med til at øge volatiliteten.
Samtidig fortsætter Iran og USA med deres fjendtligheder, og det presser olieprisen op med 4,0 pct., så den nu er steget 15 pct. i denne uge.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder kl. 12.15, lokal tid i New York, med 0,6 pct. og er på vej mod et ugeminus på 1,2 pct., mens Nasdaq smider endnu mere med 1,1 pct. Dow Jones kan dog nøjes med et fald på 0,2 pct.
- Spørgsmålet er nu, om dette vil blive endnu en "køb dykket"-mulighed, eller om salgstempoet accelererer, når alle skynder sig mod udgangsdørene på samme tid, kommenterer David Morrison, senioranalytiker hos Trade Nation, over for Bloomberg News.
PRES PÅ VÆKSTAKTIER
Det er de tre vækstsektorer, som trækker markedet i minus. Kommunikationsservice taber således 2,4 pct., mens cyklisk forbrug mister 1,0 pct., og it går tilbage med 0,8 pct.
Der er til gengæld fremgang til energiaktierne med et plus på 1,0 pct.
Et kig under kølerhjelmen afslører også, at der trods markedets overordnede minus stadig er fremgang til omtrent halvdelen af aktierne i S&P 500. Torsdag var billedet mere udtalt med tilbagegang i indekset på 0,5 pct. men med underliggende plusser til 366 af selskaberne.
- Spændende markeder, hvor det er vigtigt få zoomet ind på detaljerne. For ting er ikke helt så slemme som det ved første øjekast kan se ud. Og samtidig er der rig mulighed for at udnytte, at vi endnu engang er i en situation, som vi har oplevet før, og som har vist sig at være et godt købstidspunkt, lyder en kommentar fra Lars Skovgaard Andersen, der er investeringsstrateg i Danske Bank.
I hovedindekset er det igen Nvidia, der trækker mest ned med et fald på 1,5 pct., mens Apple taber 0,8 pct. fra sin torsdagsrekord. netop de to kæmper lige nu om titlen som verdens mest værdifulde aktie. Med Nvidia et mulehår foran, men med Apple i front tidligere i fredagens handel.
Inden for it mister Microsoft også 2,2 pct., mens der for de mindre chipnavne er et minus til Broadcom på 0,8 pct., til AMD på 0,4 pct. og på 1,8 pct. til Intel. Micron vinder imidlertid 3,3 pct.
MOONSHOT SKABER BEKYMRING
I kommunikationsservice er der grad pres på Meta Platforms, som smider 3,3 pct. Her er det nyheden fra Moonshot, der spiller ind, for ejeren af Facebook er den senere tid gået kraftigt frem på baggrund af flere gode AI-nyheder, herunder lanceringen af den seneste model Muse Spark 1.1.
I samme sektor mister Alphabet også 2,3 pct., mens SpaceX, der ganske vist ikke er indlemmet i S&P 500-indekset, for sjette dag i træk falder med 5,4 pct.
Rumkoncernen er fredag presset tilbage af udskydelsen af opsendelsen af rumskibet Starship til næste uge, da flere motorer ikke tændte under forsøget torsdag, samt af Moonshots melding, da SpaceX' datterselskab xAI, som er udvikleren af Grok, er en stor del af prissætningen i aktien.
Aktien i Musk-koncernen er nu knap 8 pct. under udbudskursen.
NETFLIX STRAFFES
Det er også i kommunikationsservice, at en af fredagens store tabere skal findes. Det er Netflix, der smider 7,4 pct. efter et svagt regnskab torsdag aften med særligt en skuffende prognose for indtjeningen i tredje kvartal og opbremsning i væksten til 11,7 pct., hvilket vil være det laveste niveau siden samme periode i 2023.
I cyklisk forbrug er der samtidig fredag tilbagegang til Tesla på 2,0 pct., mens Amazon kan nøjes med et på 0,6 pct.
De grønne aktier i fredagens marked skal altså findes uden for teknologi. Blandt andet hos Novo-konkurrenten Eli Lilly, som stiger 0,8 pct. Den samme positive udvikling kan ses hos andre sundhedsnavne med fremgang til Johnson & Johnson på 1,4 pct. og til Abbvie på 1,3 pct.
Blandt energiaktierne er der også stigninger til Exxon Mobil på 1,7 pct. og til Chevron på 1,4 pct.
Fredagens top og bund er samtidig defineret af regnskaber. Bedst i hovedindekset er Travelers. Forsikringsselskabet stiger 7,8 pct. efter lavere erstatningsbetalinger og højere præmieindtægter end ventet i andet kvartal.
I den anden ende er det Intuitive Surgical, som dykker med 12,7 pct., da væksten i hospitalskundernes anvendelse af selskabets operationssystemer var svagere end ventet.
.\\˙ MarketWire