17. jul. 2026 kl. 21:06
90 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Oliepris og Fed-signaler pressede den korte rente op

USA/T-bond: Oliepris og Fed-signaler pressede den korte rente op

En stigende oliepris og endnu en høgeagtig kommentar fra en af cheferne i den amerikanske centralbank pressede fredag den korte rente op, mens den lange holdt sig nogenlunde i ro.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation satte sig 1 basispoint til 4,55 pct., hvilket var 2 point over rentens leje, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede for weekenden. I løbet af ugen faldt den lange rente en smule fra 4,56 pct. forrige fredag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente stige 4 basispunkter til 4,18 pct., og dermed endte den korte rente 2 punkter lavere i løbet af ugen.

I løbet af ugen gentog Federal Reserves nye formand, Kevin Warsh, at centralbanken holder sit fokus på bekæmpelsen af inflationen, og i en tale i Kongressen lod han forstå, at man ikke ville "tolerere", at prisstigningstakten er forhøjet.

Det blev sidenhen fulgt op med kommentarer fra flere af chefkollegaerne om, at renten formentlig skal højere.

- Markedet er stadig ikke sikker på, hvad det skal stille op med al denne information. Man har Federal Reserve, der lyder ekstremt høgeagtig, dataene, der kommer ind, er ikke så høgeagtige, men det er også kun en måling, siger Gennadiy Goldberg, chef for amerikansk rentestrategi hos TD Securities, til Reuters med henvisning til en mildere opgørelse af forbrugerpriserne i juni end frygtet.

Samtidig blussede fjendtlighederne mellem Iran og USA igen op i ugens løb, og det pressede i sin tur olieprisen op med samlet set 15 pct. efter endnu et hop på 4,0 pct. fredag. Netop udbudschokket i kølvandet af krigen har presset inflationen op verden over.

- Så det er uklart, om meget af denne midlertidige støj i inflationen vil forblive midlertidig, eller om Federal Reserve bør begynde at se nærmere på det som en potentiel kilde til inflationspres.

Konkret var det Beth Hammack, chef for centralbankens afdeling i Cleveland, som fredag pegede fingeren mod en højere rente i USA.

- Der er ingen konflikt i vores mandat, skrev hun fredag i et opslag på LinkedIn.

- Inflationen er for høj. Arbejdsmarkedet ligger omtrent på mit niveau for maksimal beskæftigelse.

Ledigheden i USA faldt i juni fra 4,3 til 4,2 pct., mens den seneste opgørelse af kerneinflationen viste en stigning i maj fra 3,3 til 3,4 pct. Målet for Federal Reserve er på 2,0 pct. om året, hvor den så ikke har været siden februar 2021.

Torsdag talte Lorie Logan, chef for distriktet i Dallas, om at renten skal "en smule" højere.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 385 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig