24. jul. 2026 kl. 21:06
88 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/T-bond: Renter faldt let med olieprisen fredag

USA/T-bond: Renter faldt let med olieprisen fredag

Efter et par uger med en stigning i olieprisen på omtrent 30 pct., hvilket har presset markedsrenterne i vejret, var der fredag en smule lettelse i obligationsmarkedet, da olieprisen endelig satte sig lidt.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 2 basispoint til 4,68 pct., hvilket var et enkelt point højere end renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede for weekenden.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig 2 basispunkt til 4,33 pct.

Hen over ugen tikkede den lange rente på den baggrund op med 13 point fra 4,55 pct. sidste fredag, mens den korte rente steg 15 punkter fra 4,18 pct.

- Genophedningen af situationen i Mellemøsten fik virkelig markedet tilbage på sporet til at erkende, at der er et strukturelt inflationsniveau, som er for højt, og som vil kræve højere renter, siger Robert Tipp, chef for investeringsstrategi hos PGIM Fixed Income, til Reuters.

Det var i sidste uge, at våbenhvilen mellem Iran og USA kollapsede, og de to stridende parter har siden igen og igen angrebet hinanden, ligesom de gensidigt har blokeret for fragten gennem Hormuzstrædet, hvor 20 pct. af den globale olieforsyning normalt sejles ud.

I denne uge valgte houthierne i Yemen også at blande sig i konflikten med en blokade af og angreb på fragten i Det Røde Hav.

Olieprisen, som fredag faldt 3,1 pct., er på to uger nu i USA steget med 25 pct. fra 71,41 dollar per tønde råolie til 89,31 dollar.

Trods de stigende renter, særligt i den korte ende, og dermed en øget forventning om højere centralbankrente, er der stadig de færreste, som tror, at Federal Reserve allerede på næste uges rentemøde vil stramme pengepolitikken.

Hele 87 ud af 88 adspurgte økonomer i en rundspørge foretaget af Bloomberg News ser en uændret rente på onsdag, mens handelen med rentefutures dog peger på en sandsynlighed på 35-40 pct. for en forhøjelse. I sidste uge var den sandsynlighed nede i 10 pct.

- Vores basisscenarie er fortsat, at Federal Reserve holder sig på pause, men vi ser en risiko for, at den lange ende kan begynde at stille spørgsmål ved, om formand Warsh kun er klar til at "snakke om det" snarere end at "gøre det" for at levere prisstabilitet, hedder det i en kommentar fra Standard Chartered Bank.

.\\˙ MarketWire

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

3,4
Baseret på 406 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig